22. apr. 2026 kl. 12:18
79 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: Forlænget våbenhvile og regnskabssværm løfter humøret

USA/tendens: Forlænget våbenhvile og regnskabssværm løfter humøret

Med en forlænget våbenhvile mellem USA og Iran står aktierne til en glimrende start onsdag på Wall Street, hvor der sideløbende er kommet smæk på regnskabsfronten.

Futuren for det brede S&P 500-indeks stiger inden børsåbning med 0,5 pct., mens teknologiaktierne i Nasdaq står til et plus på 0,7 pct. fra start. Futuren for det smalle Dow Jones går frem med 0,5 pct.

Det følger fald tirsdag, hvor alle tre indeks endte med minusser på 0,6 pct. hver især. Men efter at præsidenten, Donald Trump, kort inden deadline valgte at forlænge våbenhvilen med Iran, lod humøret til at vende. Forlængelsen kom desuden uden en umiddelbar deadline.

- Investorerne står enten på sidelinjen eller har accepteret de følelsesmæssige påvirkninger af markedet, velvidende at forhandlingerne om at afslutte konflikten er i gang, siger Guillermo Hernandez Sampere, handelschef hos MPPM, ifølge Bloomberg News.

Investorerne skal samtidig tage bestik af de mange regnskaber, som er begyndt at trille ind.

Og indtil videre har det været en glimrende omgang for selskaberne i S&P 500. Af de 71 regnskaber, som er blevet lagt frem indtil onsdag, har 81 pct. klaret sig bedre end analytikernes forventninger, skriver Bloomberg News.

- Regnskaberne har ikke blot været robuste - de har været bemærkelsesværdigt stærke, siger Patrick Brenner, investeringsdirektør for multi-asset hos Schroders, til Bloomberg News.

- Så længe regnskaberne er stærke, ser vi ingen grund til, at aktierne skulle miste momentum, lyder det.

Efter lukketid onsdag venter der tal fra flere tunge aktører som Tesla og Texas Instruments.

REGNSKABER FÅR TOMMEL OP AF INVESTORERNE

Siden amerikanske børslukketid tirsdag er der også tikket flere nævneværdige regnskaber ind, og blandt dem er flykæmpen Boeing, som er en blandt mange, der får en positiv modtagelse for sine tal onsdag.

Flyproducenten formåede i første kvartal at miste færre penge end ventet, og samtidig steg antallet af flyleveringer til højeste niveau for et første kvartal siden 2019, skriver Bloomberg News.

Aktien stiger 3,9 pct. i formarkedet.

Et andet sted i samme branche har United Airlines nedjusteret sine forventninger til hele regnskabsåret efter et første kvartal, der ellers var bedre end ventet.

Luftfartsselskabet regner nu med et justeret overskud per aktie på 7-11 dollar per aktie mod tidligere 12-14 dollar per aktie. Toppunktet i det nye interval er dog stadig en del bedre end konsensus på Wall Street ifølge Bloomberg News på 9,08 dollar per aktie.

Og måske er det derfor, at aktien alligevel går frem med 1 pct. i formarkedet.

GE Vernova, der er en af de seneste års største succeser i S&P 500-indekset, ligger onsdag til at fortsætte de positive takter, efter at energiudstyrskæmpen har opjusteret sine forventninger i sit bedre end ventede regnskab.

Omsætningen i vindmølleforretningen, hvor Vestas er konkurrent, er dog dykket med 23 pct. til 1,43 mia. dollar i første kvartal, hvor analytikere adspurgt af Bloomberg News havde sat næsen op efter et mindre fald til 1,56 mia. dollar.

Men investorerne tager godt imod regnskabet og sender aktien op med 7,6 pct. i formarkedet.

Telekæmpen AT&T har klaret bedre end ventet målt på både omsætning og indtjening, men investorerne lader alligevel til at have fundet hår i suppen, og aktien sendes ned med 2,2 pct.

Medicoselskabet Boston Scientific sendes op med små 0,5 pct. i formarkedet efter et godkendt regnskab for første kvartal, hvor både salget og indtjeningen var en spids over markedets forventninger.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 258 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig