19. aug. 2026 kl. 11:49
5134 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: Futures holder sig stabile med fokus på Mellemøsten

USA/tendens: Futures holder sig stabile med fokus på Mellemøsten

De amerikanske aktiefutures holder sig nogenlunde stabile forud for eftermiddagens børsåbning, efter at de amerikanske aktier tirsdag faldt for tredje handelsdag i streg.

Situationen i Mellemøsten er fortsat i rampelyset hos investorerne, hvilket prægede tirsdagens handel og særligt pressede chipaktierne, idet den senere tids rentestigninger er gift for vækstaktier med en større del af indtjeningen ude i fremtiden.

Tirsdag tabte det brede S&P 500-indeks på den baggrund 0,7 pct., mens Dow Jones mistede 0,2 pct., og Nasdaq faldt mest med 1,3 pct.

Onsdag stiger futuren for Dow Jones- og S&P 500-indekset marginalt, mens Nasdaq-futuren dykker med 0,1 pct.

Mangel på nyt om situationen i Mellemøsten sender onsdag prisen på en tønde af den europæiske referenceolie, Brent, omkring 1 pct. højere. Det seneste nyt er udtalelser fra den amerikanske præsident, Donald Trump, tirsdag om, at der ikke er nogen forhandlinger med Iran, selv om præsidenten insisterer på, at Hormuzstrædet er åbent, hvilket står i kontrast til Irans påstand om, at farvandet er lukket, skriver Reuters.

TEKNOLOGIAKTIER TYNGES AF HØJERE RENTER

Susannah Streeter, der er chefinvesteringsstrateg hos Wealth Club, understreger om den seneste tids stigning i obligationsrenterne, er drevet af "bekymringer om vedvarende inflation, omfattende statslån og det enorme omfang af den gæld, der udstedes", skriver Reuters.

- Højere renter gør obligationer mere attraktive i forhold til aktier, samtidig med at de øger låneomkostningerne og mindsker nutidsværdien af fremtidige virksomhedsoverskud, bemærkede hun og tilføjer:

- Effekten er særligt ubehagelig for højt værdisatte teknologiselskaber, hvor værdiansættelserne i høj grad afhænger af forventningerne til fremtidige indtægter.

Chipindekset Philadelphia Semiconductor Index gik tirsdag omkring 5 pct. tilbage. Det dårlige humør fortsætter, dog i mindre grad onsdag, hvor aktien i Marvell Technology falder med 1,5 pct. i formarkedet, efter et fald på 7,8 pct. tirsdag. Intel-aktien dykker i samme størrelsesorden, efter et fald på 6,6 pct. tirsdag.

FORBRUGSGIGANTER MED REGNSKABSNYT

Regnskaber fra blandt andre giganterne Target og Walmart er i fokus i ugens løb.

Førstnævnte har tirsdag inden børsåbning aflagt sit regnskab for andet kvartal, mens Walmarts regnskab lander torsdag.

Supermarkedskoncernen Targets regnskab viser, at der var mere fart på salget end ventet i andet kvartal, men selv om regnskabet også bød på en opjustering af forventningerne til hele året er reaktionen hos investorerne umiddelbart negativ.

Aktien falder i formarkedet med 3,8 pct., efter at den allerførste reaktion ellers havde været en stigning på godt 4 pct.

Andet kvartal bød på en vækst i det sammenlignelige salg på 3,8 pct., hvor analytikerne ifølge Bloomberg havde ventet en fremgang på 2,4 pct.

For hele året venter selskabet nu et justeret resultat per aktie på 9,90-10,90 dollar, hvilket nu inkluderer toldrefusioner på 1,65 dollar. Eksklusive toldtilbagebetalingerne repræsenterer midtpunktet af intervallet en stigning på 0,75 dollar målt op imod det tidligere prognosespænd på 7,5-8,5 dollar.

Forventningerne til salgsvæksten er desuden løftet til omkring 5 pct., hvilket er 1 procentpoint højere end tidligere ventet.

Modsat skruer den amerikanske byggemarkedskæde Lowe's ned for forventningerne til 2026 efter et andet kvartal, der målt på omsætningen ikke levede op til analytikernes forventninger.

Samlet voksede omsætningen med 8,3 pct. til 25,96 mia. dollar mod ventet 26,13 mia. dollar.

For hele året ser Lowe's nu et justeret resultat per aktie på 12,25 dollar mod en tidligere forventning om 12,25-12,75 dollar. Forventningerne til omsætningen er trimmet til 92 mia. dollar fra 92-94 mia. dollar.

Aktien i Lowe's falder med 3,2 pct. i det amerikanske formarked.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,3
Baseret på 528 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig