31. mar. 2026 kl. 12:16
92 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: Håb om afvikling i Iran løfter humøret - ny AI-aftale sender Marvell op

USA/tendens: Håb om afvikling i Iran løfter humøret - ny AI-aftale sender Marvell op

Håb om en mulig deeskalering af konflikten i Iran løfter tirsdag humøret i det amerikanske formarked, efter at USA's præsident, Donald Trump, efter sigende skulle have udvist interesse for at ende krigen - også uden en åbning af Hormuzstrædet.

Det er avisen Wall Street Journal, der kan berette om, at præsidenten har rådført sig med sine rådgivere om muligheden. Det vækker lettelse blandt handlerne, der sender de toneangivende aktieindeksfutures op med omkring 1,0 pct.

Den ventede fremgang følger dog også fald mandag efter nye stigninger i oliepriserne. S&P 500-indekset faldt 0,4 pct. på ugens første dag, Nasdaq-indekset satte sig 0,7 pct., og Dow Jones tabte 0,1 pct.

Sideløbende med meldingerne om en mulig afvikling på konflikten i Iran har præsident Donald Trump dog opfordret USA's allierede, der ikke kan skaffe flybrændstof, til at købe fra USA, der "har rigeligt", eller tage for sig af forsyningerne i Iran, der ifølge præsidenten i praksis er blevet "decimeret".

- Man kan ikke udelukke en hurtig løsning, men det kommer ikke til at betyde, at vi hurtigt vender tilbage til, hvor vi var i februar, siger Kevin Thozet, der er medlem af investeringskomiteen i Carmignac, til Bloomberg News.

- Investorerne ser glasset halvt fyldt. Under de seneste 15 år har det at købe op på fald været afgørende, fortsætter han.

Tirsdag viger oliepriserne desuden lidt til 107,23 dollar for en tønde Brent. Natten til tirsdag kostede en tønde 109,99 dollar.

NVIDIA OG MARVELL I MILLIARDAFTALE

Teknologigiganten Nvidia og chipproducenten Marvell Technology har indgået et strategisk partnerskab.

Som led i partnerskabet skal Marvell tilkobles Nvidias platforme for kunstig intelligens med henblik på at kunne udvikle næstegenerationsinfrastruktur.

Endvidere skal de to selskaber blandt andet samarbejde om udviklingen af 5G- og 6G-netværker.

Nvidia stiger 1,6 pct. før børsstart, mens Marvell brager i vejret med 11,7 pct. i formarkedet.

BIOGEN KØBER BIOTEKSELSKAB I MILLIARDHANDEL

Det amerikanske biotekselskab Biogen har købt Apellis Pharmaceuticals for 5,6 mia. dollar for at udvide sin portefølje af behandlinger inden for immunologi og sjældne sygdomme.

Med opkøbet får Biogen adgang til to godkendte midler: Syfovre til behandling af en autoimmunsygdom, der kan føre til blindhed, og Empaveli til behandling af blodsygdommen PNH og en sjælden nyrelidelse.

Biogens topchef, Chris Viehbacher, ser opkøbet understøtte toplinjevæksten i Biogen inden for den nærmeste fremtid.

Biogen går 2,4 pct. tilbage i formarkedet, mens Apellis omvendt stormer frem med svimlende 139 pct. Før opkøbet var biotekselskabet værdiansat til 2,19 mia. dollar.

MCCORMICK KØBER FØDEVAREENHED FRA UNILEVER

Den amerikanske producent af krydderier og saucer McCormick har tirsdag indgået aftale om en fusion med Unilevers fødevareenhed.

McCormick bliver det fortsættende selskab, oplyses det. Handlen værdiansætter Unilever Foods til 44,8 mia. dollar.

Som led i aftalen modtager Unilever 15,7 mia. dollar kontant, mens resten af beløbet betales med aktier.

Unilever Foods står blandt andet bag Knorr og Hellmann's mayonnaise.

Aktien i McCormick stiger 2,6 pct. i formarkedet.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 225 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig