27. nov. 2025 kl. 12:11
172 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: Ingen handel torsdag på Thanksgiving

USA/tendens: Ingen handel torsdag på Thanksgiving

Det amerikanske aktiemarked holder lukket torsdag, hvor amerikanerne samles med familierne for at fejre Thanksgiving.

Fredag genoptages handlen i et lidt begrænset omfang, da børserne i USA lukker allerede klokken 19 dansk tid i stedet for sædvanlige klokken 22.

Der er lagt op til en noget flad start, når handlerne igen går i gang fredag. Torsdag ved 13-tiden handles futures for de tre toneangivende aktieindeks i USA næsten uændret.

Aktiemarkederne i særligt USA har på det seneste været på lidt af en spurt. Onsdag steg aktierne 0,7-0,8 pct., og siden forrige tirsdag har aktierne vundet 4,2 pct. Fremgangen følger dog også et næsten tilsvarende fald i ugerne før.

En stigende opbakning til en sidste rentenedsættelse i 2025 fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har været med til at understøtte den gode stemning, mens kunstig intelligens, AI, på den ene side imponerer med stor vækst og efterspørgsel, men på den anden side fortsat skaber bekymring for en boble tæt på bristepunktet.

- Vi nærmer os en klassisk slutspurt inden årsskiftet, siger Daniel Murray, der er topchef i EFG Asset Management Switzerland, til Bloomberg News.

- Vores hovedscenarie er et, hvor makromiljøet faktisk holder pænt stand ind i 2026, selskabernes indtjening ser rimelig ud, og du får medvind fra de forsinkede effekter af rentenedsættelserne, fortsætter han.

Markedet indregner nu en sandsynlighed på 80 pct. for en rentenedsættelse på 25 basispoint til 3,50-3,75 pct. i december. Det vil være tredje lempelse af renten i træk i USA.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 222 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig