Det amerikanske aktiemarked står til tilbagegang fra ugens start, efter at weekendens fredsforhandlinger mellem USA og Iran endte uden aftale. Samtidig vil USA blande sig i skibstrafikken i Hormuzstrædet, og det har atter sendt oliepriserne i vejret.
Indeksfutures for det brede S&P 500 og det teknologitunge Nasdaq bakker på det bagtæppe begge med 0,7 pct. inden handelsstart.
Futuren for Dow Jones-indekset ligger med det største minus på 1 pct., hvor et skuffende regnskab fra Goldman Sachs trækker ekstra meget ned i det smalle indeks.
Det sker sideløbende med, at prisen for en tønde Brent-olie mandag lyder på 102,34 dollar, og det er 8,5 pct. højere end de sidste handler fredag aften. Det skyldes blandt andet meldinger om, at det amerikanske forsvar fra mandag eftermiddag vil blokere for skibstrafik til og fra iranske havne.
- Tiden arbejder imod markederne, da hver dag, der går med så høje oliepriser, lægger en dæmper på den globale vækst og skubber inflationen i vejret, siger Gilles Guibout, chef for europæiske aktier hos BNP Paribas, ifølge Bloomberg News.
- Det er svært at se, hvordan markederne kan få en varig optur op at køre uden en holdbar løsning på krisen, lyder det.
GOLDMAN SACHS SKUFFER
Storbanken Goldman Sachs har sparket gang i den nye regnskabssæson med sit regnskab for første kvartal, og her er der ikke tale om prangende læsning for investorerne.
Indtægterne fra handel med rentepapirer, valuta og råvarer (FICC) skuffer, og det sender aktien ned med 3,7 pct. i formarkedet.
FICC-indtægterne er i første kvartal landet på 4,01 mia. dollar, hvor analytikerne på forhånd havde spået 4,87 mia. dollar. Aktiehandel gav indtægter på 5,33 mia. dollar, hvilket dog er over analytikerprognosen på 4,9 mia. dollar.
Indtjeningen per aktie blev også på 17,55 dollar, hvor analytikerkonsensus lød på 16,34 dollar.
- Det geopolitiske landskab er fortsat meget komplekst – så disciplineret risikostyring skal fortsat være centralt i vores drift, skriver Goldman Sachs i regnskabet.
Tirsdag følger storbankerne JPMorgan, Wells Fargo og Citi trop med deres regnskaber, inden Bank of America og Morgan Stanley lander med deres tal onsdag.
Biotekselskabet Replimune er mandag ramt af seriøse tømmermænd fra sidste uges afvisning fra den amerikanske lægemiddelstyrelse, Food and Drug Administration (FDA).
Styrelsen afviste fredag for anden gang Replimunes lægemiddelkandidat mod hudkræft, hvilket resulterede i et kursfald på 19,5 pct.
Og mandag styrter aktien så med 63 pct. i formarkedet, efter at analytikerkorpset har haft aktien under hård behandling. Hos Jefferies er kursmålet blandt andet blevet skåret til 2 dollar fra 13 dollar.
Selv om anbefalingen stadig er "køb", er der ingen tvivl om, at der venter udfordringer forude, skriver analytiker Roger Song ifølge Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire