07. aug. 2026 kl. 12:57
51 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: Skuffende jobrapport giver grønne futures i USA

USA/tendens: Skuffende jobrapport giver grønne futures i USA

De amerikanske aktier ser ud til at stige fra åbningen fredag, hvor der er fokus på den vigtige amerikanske jobrapport, der skuffer fælt.

Samtidig opvejer investorernes optimisme over en robust regnskabsuge og genvundet begejstring for kunstig intelligens bekymringerne over en ny optrapning af spændingerne i Mellemøsten.

Fredag stiger futures for de tre ledende amerikanske aktieindeks, ført an af Nasdaq-futuren med et plus på 0,9 pct., mens futuren for Dow Jones og det brede S&P 500-indeks øger i niveauet 0,3-0,4 pct.

Torsdag faldt S&P 500-indekset 0,2 pct. fra sin rekord. Det smalle Dow Jones, som også satte ny lukketop onsdag, bakkede samtidig 0,9 pct., mens teknologiaktierne i Nasdaq gik mere behersket tilbage med 0,1 pct.

Efter en periode præget af volatilitet, udløst af bekymringerne over investeringerne i kunstig intelligens, skifter fokus fredag til den amerikanske jobrapport, der kan være afgørende for renteudsigterne fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Jobrapporten viser sig langt værre end ventet, idet beskæftigelsen uden for landbruget skrumpede med 23.000 personer i juli mod en ventet stigning på 80.000 personer ifølge estimater fra Bloomberg News.

Samtidig voksede beskæftigelsen i den private sektor med 30.000 ansatte i måneden mod en ventet stigning på 82.000.

- Dagens tal viser en stor svækkelse med ligefrem færre jobs i USA. Vi forventer at svækkelsen fortsætter, hvilket i vores optik vil gøre renteforhøjelser fra den amerikanske centralbank unødvendige, lyder det fra chefanalytiker i Totalkredit Sune Malthe-Thagaard i en kommentar.

- Det er nu tredje år i træk, at skuffende jobrapporter over sommeren kan ændre spillepladen for den amerikanske pengepolitik. 2024 kom der endda en stor rentenedsættelse i september på 0,5 procentpoint efter skuffende jobrapporter sidst på sommeren. Denne gang kan det blot "aflyse" de forhøjelser markedet har lagt ind, tilføjer chefanalytikeren.

For Wall Street er det sød musik i ørene og medvirker til at sende aktierne højere.

FOKUS PÅ MELLEMØSTEN

Seneste nyt om situationen i Mellemøsten er kommentarer fra den amerikanske præsident, Donald Trump, om, at forhandlingerne mellem Iran og Oman om Hormuzstrædet "skrider frem", selv efter at nogle iranske parlamentsmedlemmer har udtalt, at de som en del af aftalen vil forhindre amerikanske og israelske skibe i at sejle gennem strædet, skriver Bloomberg News.

Betingelsen vil trodse USA's krav om fri passage, selv om der globalt set ikke findes kommercielle skibe under amerikansk eller israelsk flag.

Irans viceudenrigsminister Kazem Gharibabadi udtalte tidligere på ugen til nyhedsbureauet IRNA ifølge Bloomberg News, at "der er nået en principiel forståelse på næsten alle problemer inklusive kortet for maritime ind- og udgangsruter".

Fredag falder prisen på en tønde af den europæiske referenceolie, Brent, med omkring 1 pct. til 81,71 dollar. Dog er Brent-prisen fortsat marginalt over niveauet ved dansk børslukning torsdag.

TRUMP-TOLD OG REGNSKABER

Efter en uge med smæk på regnskaberne i USA, der blandt andet har budt på begejstring omkring Novo Nordisk-rivalen Eli Lilly samt debutregnskab fra Elon Musks SpaceX, er der fredag mindre fart over feltet.

Selskabsspecifikt kan softwareproducenten Atlassian notere sig en fremgang på 30,7 pct. i formarkedet, mens chipkoncernen Microchip Technology stiger med 9,3 pct., efter at begge selskaber har fremvist bedre end ventede prognoser.

Derudover går de amerikanske solcelleselskaber en glimrende handelsdag i møde, efter at Trump-administrationen har indført told på 15 pct. og en minimumspris på import af polysilicium og afledte produkter som siliciumskiver, solceller og solcellemoduler.

Bedst går det umiddelbart T1 Energy og First Solar, som i formarkedet fredag stiger henholdsvis 7,5 pct. og 5,3 pct.

Analytikere peger også på særligt First Solar, som den store vinder af de nye tiltag. Det skyldes først og fremmest produktionen i USA, men også at First Solars moduler prismæssigt ligger under minimumsprisen, skriver Bloomberg News.

Men der er også plusser til øvrige solcelleaktier som Enphase, Array Technologies og Solar Edge på 1,9-2,0 pct.


.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,3
Baseret på 459 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig