De amerikanske futures svinger fredag frem og tilbage mellem plusser og minusser mens handlerne forsøger at finde ud af hvor store konsekvenser en eventuel konflikt mellem Iran og USA kan få.
De ledende futures for de tre hovedindeks, Nasdaq, S&P 500 og Dow Jones, har alle vendt sig væk fra den positive stemning, der var fredag morgen, til at indikere en åbning i rødt senere i eftermiddag. De tre futures falder hver især 0,1 pct.
I eftermiddag lander der desuden tunge tal for det amerikanske BNP sammen med den vigtige inflationsmåling, PCE-kerneprisdeflatoren, som følges tæt af USA's centralbank, Federal Reserve.
VERDENS STØRSTE GULDMINESELSKAB DYKKER
Amerikanske Newmont dykker 3,6 pct. i det amerikanske formarked, da verdens største guldmineselskab forventer et fald i produktionen af guld som følge af planlagte opgraderinger af miner og lavere produktion i sit joint venture med Barrick Mining.
Aktien har dog også udsigt til at sætte sig efter et solidt kursridt over det seneste år på hele 160,7 pct.
Mineselskabets produktion ventes i 2026 at falde med omkring 10 pct. til cirka 5,3 mio. troy ounce mod ventet af analytikerne 5,44 mio. troy ounce, da produktionen falder i Cadia-minen i Australien som følge af en overgang til en ny underjordisk sektion, fremgår det af Newmonts årsregnskab, der er præsenteret torsdag efter lukketid.
Selve regnskabet for fjerde kvartal er dog markant bedre end ventet på de fleste parametre.
Den kraftige optur for guldprisen, der er løftet til 4216 dollar per troy ounce i kvartalet fra 2643 dollar i fjerde kvartal året før, har været med til at drive omsætningen op til 6,82 mia. dollar, hvor analytikerkonsensus ifølge Bloomberg News lød på 6,3 mia. dollar.
Den justerede indtjening per aktie er løftet til 2,52 dollar fra 1,40 dollar, hvor analytikerne kun ventede et hop til 2,02 dollar.
Modsat Newmont er Applovin oppe med 4,5 pct. i formarkedet i USA.
Applovin leverede onsdag efter børslukning i USA regnskab for fjerde kvartal, der målt på både resultater og forventninger var over markedets forventninger.
SØGSMÅL MOD SPILPLATFORM TIL BØRN
Myndighederne i amtet Los Angeles County har ifølge den lokale tv-station NBC Los Angeles torsdag sagsøgt den populære onlinespilleplatform Roblox for at eksponere børn for seksuelt indhold, misbrug og gerningsmænd på nettet,
Søgsmålet anklager Roblox for ikke at moderere platformen tilstrækkeligt og for ikke at have indført ordentlig aldersverifikation.
Handlerne sender aktien ned med 0,5 pct. i formarkedet.
- Dette søgsmål handler om at beskytte børn mod gerningsmænd online og upassende indhold, siger Hilda Soris fra de lokale myndigheder.
.\\˙ MarketWire