Juleopturen står til at blive sat på pause for anden handelsdag i træk, når Wall Street mandag åbner op for årets sidste handelsuge.
Futuren for det brede S&P 500-indeks falder 0,3 pct., mens Nasdaq og Dow Jones indikeres minusser på henholdsvis 0,4 pct. og 0,1 pct.
Det følger marginale fald til de tre indeks fredag, hvor S&P og Dow Jones faldt under 0,1 pct., mens Nasdaq gik tilbage med 0,1 pct.
Dermed er gassen gået en smule af ballonen, efter at det frem mod jul blev til fem handelsdage i træk med optur til de amerikanske aktier.
Særligt hos de helt store technavne i "magnificent seven" lader det til at blive en trist handelsdag mandag, hvor alle syv selskaber trækker ned i formarkedet.
For Tesla og Nvidia er faldene størst med formarkedsminusser på henholdsvis 1 pct. og 1,3 pct. efter fredagens fald på 2,1 pct. og 1,3 pct.
Det kan tynge Tesla, at den kinesiske konkurrent BYD er klar til officielt at overhale det amerikanske selskab som verdens største elbilproducent målt på årligt salg, skriver nyhedsbureauet AFP.
De to koncerner forventes snart at offentliggøre deres endelige tal for 2025, og baseret på salgsdata hidtil i år er der næsten ingen chance for, at det amerikanske selskab ledet af Elon Musk vil bevare sin førende position.
De øvrige fem "magnificent seven"-aktier - Microsoft, Apple, Amazon, Meta og Alphabet - falder i niveauet 0,1-0,6 pct. i formarkedet.
I en ellers tynd selskabsspecifik nyhedstrøm skiller kapitalfonden Digitalbridge sig ud med et formarkedsplus på hele 30,7 pct., efter at det er kommet frem, at japanske Softbank er i fremskredne forhandlinger om en overtagelse.
En aftale mellem parterne kan være klar allerede mandag, forlyder det hos Bloomberg News. En eventuel pris for Digitalbridge eller betingelserne for opkøbet er ikke offentligt kendt.
Efter et langt rekordridt bragede sølvprisen natten til mandag op over 84 dollar per ounce, men siden er prisen faldet mere end 10 pct. til 75,10 dollar.
Det lægger pres på flere mineselskaber, hvor blandt andet Coeur Mining og Hecla Mining dykker med henholdsvis 4 pct. og 3,7 pct. i formarkedet
.\\˙ MarketWire