Uden meddelelser om nye forhandlinger mellem USA og Iran om krigen i Mellemøsten har de amerikanske aktiehandlere torsdag mistet det mod, som gav plusser i onsdagens børshandlen i New York.
Først på eftermiddagen torsdag peger handlen med futures for de tre ledende amerikanske aktieindeks på negativ åbning af handlen senere på dage. Futuren for det brede S&P 500 indeks falder 0,5 pct., for det teknologidominerede Nasdaq 100-indeks falder futuren også 0,5 pct., og Dow Jones-futuren er i minus med 0,7 pct.
Onsdag sluttede S&P 500-indekset ellers med et plus på 1,1 pct. i 7137,89 indekspoint, som lå 0,2 pct. over sidste fredags rekord. Nasdaq blev løftet 1,6 pct. i ny lukketop. Og de tunge aktiers Dow Jones-indeks steg 0,7 pct.
Iran har beslaglagt to skibe i Hormuzstrædet og kræver, at USA ophæver sin flådeblokade, som fortsat er i kraft, selv efter at præsidenten, Donald Trump, onsdag forlængede våbenhvilen på ubestemt tid. Investorerne har vist stærk modstandsdygtighed over for krigsrelaterede ricisi de seneste dage. Men en vis træthed har meldt sig, og det har ført til korte episoder af risikoaversion, mens der ventes på en klarere fornemmelse af, hvordan konflikten i sidste ende kan løses, noterer nyhedsbureauet Reuters.
SPÆKKET REGNSKABSKALENDER I FOKUS
Mens handlerne ømmer sig over udviklingen i Mellemøsten, strømmer store amerikanske regnskaber ind og supplerer en regnskabssæson, som stort set har været stærk indtil videre.
Men fordi resultaterne kun afspejler én måneds forstyrrelser fra konflikten i Mellemøsten, sætter investorerne spørgsmålstegn ved, hvor pålidelige de er som en indikator for, hvad der ligger forude, bemærker Reuters.
Tesla falder 3,3 pct. i formarkedet, efter at elbilproducenten onsdag hævede sin budgetplan til mere end 25 mia. dollar for året. Tesla er midt i en af de dyreste satsninger i sin historie, hvor topchef og stifter Elon Musk kanaliserer kapital til kunstig intelligens, robotteknologi og chips.
It-giganten IBM falder 7,6 pct., som afspejler, at omsætningsvæksten i første kvartal er aftagende på grund af svaghed i softwareforretningen.
Texas Instruments stiger omvendt 9,2 pct. efter at have forudsagt en omsætning og et overskud i andet kvartal, der er højere end Wall Streets forventninger.
Industrikoncernen Honeywell taber 6,8 pct. efter uimponerende regnskabstal, mens kemikalieproducenten Dow stiger 2,2 pct.
COMCAST I MARKANT PLUS
Tele- og tv-netværksgiganten Comcast er kommet glimrende gennem sit første kvartal, hvor flugten hos bredbåndskunderne var mindre end frygtet. Det belønnes i formarkedet med et plus på 9,2 pct.
American Airlines, der falder 0,4 pct., American Express, som omvendt stiger 0,8 pct., er blandt de øvrige selskaber, som også har lagt regnskaber frem i før markedsåbning.
Det har også Lockheed Martin, som falder 3,8 pct. i formarkedet efter en skuffende omsætning i første kvartal.
.\\˙ MarketWire