10. apr. 2026 kl. 11:57
42 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: Tøvende markeder før fredsforhandlinger og vigtige inflationstal

USA/tendens: Tøvende markeder før fredsforhandlinger og vigtige inflationstal

Stemningen på de amerikanske markeder ser ud til at blive mere lunken ved åbningen senere fredag eftermiddag end man ellers ser i Europa, hvor aktierne er svunget i grønt til weekendens forestående fredsforhandlinger mellem USA og Iran.

Forhandlingerne mellem parterne er sat til at gå i gang i løbet af dagen og fortsætte over weekenden.

- Investorerne kan stå over for en urolig weekend, mens de venter på tegn på, om en vej til varig fred er mulig. Forud for dette kan de blive fristet til at afdække deres positioner, siger Dan Coatsworth, markedschef hos AJ Bell, til Reuters.

De tre ledende futures for det amerikanske marked danser omkring nulpunktet, hvor futuren for Dow Jones-indekset ligger stort set uændret, mens futures for S&P 500 og det teknologitunge Nasdaq-indeks kan svinge sig op på et plus på 0,1 pct.

Optimismen i det teknologitunge indeks kan være båret af positive nyheder fra den taiwanske chipgigant TSMC, som har løftet salget med 35 pct. i årets første tre måneder mod samme periode året før.

TSMC stiger 1,9 pct. på børsen i Taiwan mens selskabets amerikanske notering ligger til et plus på 2,1 pct. i det amerikanske formarked. Alene i marts var salgsvæksten på 45 pct. i forhold til marts sidste år.

Det indikerer en intakt global efterspørgslen efter chip til udbygningen af kunstig intelligens, AI, i de første uger af krigen i Mellemøsten, skriver Bloomberg News.

TSMC er blandt andet leverandør til Nvidia og Advanced Micro Devices, AMD, der producerer grafikkort til brug i datacentre.

Datacentrene står blandt andet Alphabet, Amazon, Meta og Microsoft bag, som alle ligger i plus i det amerikanske formarked. I 2026 har selskaberne øremærket 650 mia. dollar til opførelsen af de dyre datacentre.

AMERIKANSKE INFLATIONSTAL I FOKUS

Handlerne har desuden øjnene rettet skarpt mod tallene for den amerikanske inflation, da udviklingen kan få betydning for hvordan den amerikanske centralbank, Federal Reserve, ser på eventuelle rentenedsættelser i fremtiden.

Inflationsdataene ventes at vise, at prisstigningstakten tiltog til 3,4 pct. i marts fra 2,4 pct. i februar ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Forbrugerprisindekset ventes dog kun at afspejle de umiddelbare effekter af olieprisstigningerne. De såkaldte kerneforbrugerpriser, som ekskluderer energi og fødevarer, ventes at stige mere moderat.

- Selvom medlemmer af Federal Reserve havde forventet, at højere oliepriser ville forsinke det ventede fald i amerikansk inflation mod målet på 2 pct., fastholder vi, at centralbanken stadig er på vej til at sænke renterne senere i år, siger analytikere fra UBS Global Wealth Management til Reuters.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 234 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig