28. jul. 2025 kl. 06:32
70 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/T-bond: Rentestigninger gik i sig selv igen - NY

De amerikanske markedsrenter lagde på en fredag uden egentlige katalysatorer ud med stigninger, men efterhånden som handelen nærmede sig sin afslutning før weekenden, faldt renterne tilbage til tæt på udgangspunktet.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 1 basispoint til 4,39 pct.

Mandag morgen gav handelsaftalen mellem EU og USA indledende anledning til et hop til 4,41 pct., men markedet faldt hurtigt tilbage til 4,39 pct. Det er et enkelt point under rentens niveau, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede for weekenden.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente steg fredag 1 basispunkt til 3,93 pct., hvilket også er tilfældet mandag morgen.

- Denne uge er en af de søvnige sommeruger, hvor der er meget lidt, der kan påvirke statsobligationer den ene eller den anden vej, og jeg tror, det er derfor, man ser denne langsomme bevægelse nedad i renterne, siger Art Hogan, chefmarkedsstrateg hos B Riley Wealth, til Reuters.

Der er da også lagt op til mere "bal i gaden" i denne uge, når den amerikanske centralbank, Federal Reserve, holder sit todages rentemøde tirsdag og onsdag.

Mens præsident Trump siden sin indsættelse i januar har øget sine krav til rentesænkninger og nu ønsker en lempelse på 3,00 pct.point, har centralbanken på alle årets foregående møder holdt sin toneangivende rente i ro i 4,25-4,50 pct. Fordi ledelsen vil se tiden an og vurdere effekten på inflationen af netop Donald Trumps toldkrig.

Sidste år sænkede Federal Reserve sin rente på hvert af årets sidste tre møder med samlet set 1,00 pct.point. Bankens ledelsesgruppe har dog også i de tre seneste kvartalsprognoser indikeret to nedsættelser i år til 3,875 pct.

Markedet er ifølge handelen med rentefutures ganske enig i den vurdering, da den peger mod en nytårsrente i 3,891 pct. Investorerne indregner dog ingen rentesænkning i denne uge, men først til fulde en lempelse til oktober og den næste til december.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her