Der er anspændt stilhed i den asiatiske valutahandel fredag, hvor markedsdeltagerne afventer det japanske parlamentsvalg.
Til gengæld er der svaj i kryptomarkedet, efter at den mest handlede kryptovaluta, bitcoin, tog en veritabel næsestyver i den tidlige handel i Asien.
Fredag morgen ved 6-tiden ligger dollarindekset, der vægter dollar over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, i 97,85, hvilket er samme niveau som torsdag eftermiddag klokken 17.
De seneste dages massive aktiekursfald drevet af bekymringer om AI-udgifter har rystet investorerne, der har stigende bekymringer over de massive investering og dermed omkostninger til kunstig intelligens. Samtidig har en kaskade af forventede effekter af de hurtigt avancerede AI-værktøjer vendt op og ned på forskellige sektorer.
De fremherskende risikoaversion har styrket dollar på trods af, at renterne på amerikanske statsobligationer er droppet i kølvandet af svage økonomiske data fra det amerikanske arbejdsmarked, alt imens den vigtige arbejdsmarkedsrapport for januar er blevet forsinket en uge.
Ifølge ING tyder den tilsyneladende opbremsning i ansættelserne i USA i torsdagens data på, at Federal Reserve muligvis har handlet lidt for hurtigt ved at nedtone risiciene for jobskabelsesaspektet af sit mandat på det seneste pengepolitiske møde.
- Større nedjusteringer af jobskabelsen i næste uge vil øge presset for i sidste ende at genoptage rentenedsættelser, skriver banken i et notat ifølge Reuters.
Markedet indregner stadig to rentenedsættelser i år, men sandsynligheden for en reduktion i juni er steget.
Dollar har også fundet støtte i præsident Donald Trumps nominering af Kevin Warsh til posten som den næste topchef for den amerikanske centralbank, Federal Reserve.
Kevin Warsh forventes ikke at presse på for at gennemføre rentesænkninger, hvilket letter nogle af bekymringerne om centralbankens uafhængighed.
Samtidig vurderes det, at Warsh vil reducere Fedeal Reserves balance, hvilket lægger en bund under de amerikanske statsobligationsrenter.
Japanske yen bevæger sig sidelæns forud for parlamentsvalget i weekenden, hvor en jordskredssejr til premierminister Sanae Takaichi ifølge nogle meningsmålinger står til at materialisere sig.
Valget har øget investorernes nervøsitet, fordi finanspolitiske bekymringer har udløst et massivt udsalg på såvel det japanske valuta- som obligationsmarked, der har givet genlyd globalt.
- En overdimensioneret sejr vil reducere de kortsigtede begrænsninger på Takaichis finanspolitiske mål, herunder reduktion af moms-satsen, siger valutastrateg Samara Hammoud fra Commonwealth Bank of Australia til Reuters.
Det er stadig er uklart, hvordan Takaichi vil finansiere en ekspansiv finanspolitik, men bekymringer om Japans enorme og stadig voksende statsgæld vil ifølge strategen tynge de japanske statsobligationer og yen.
Dollar koster fredag morgen ved 6-tiden 156,75 yen mod 156,83 torsdag eftermiddag.
Euro koster samtidig 1,1785 dollar mod 1,1791 dollar torsdag eftermiddag, og britiske pund ligger i 1,3545 dollar mod 1,3528 dollar torsdag.
På kryptomarkedet svinger bitcoin voldsomt efter at være droppet til det laveste niveau siden oktober 2024 i den tidlige asiatiske handel.
Kryptomønten har været udsat for et massivt udsalg og snusede til 60.000 dollar tidligere fredag, inden markedet rettede sig til omkring 64.110 dollar.
24 timer tidligere kostede bitcoin 73.200 dollar, og den toppede i oktober i knap 127.000 dollar.
.\\˙ MarketWire