Krigen i Mellemøsten går ind i den fjerde uge uden udsigt til en afslutning eller deeskalering af stridighederne - tværtimod. Det sætter fokus på det kurspåvirkende tovtrækkeri, der balancerer mellem inflation og vækstudsigter contra mere aggressive centralbanker.
Dollarindekset, der vægter den amerikanske dollar mod euro, yen, pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger mandag morgen i 99,69 mod 99,70 fredag eftermiddag ved 17-tiden og 100,44 sidste mandag.
Det var den første ugentlige svækkelse af dollar siden krigens begyndelse, da stigende oliepriser har fået centralbankerne til at blive mere aggressive på grund af frygten for inflation afledet at de kraftigt stigende energipriser.
Håbet om en deeskalering af fjendtlighederne blev igen skudt ned i weekenden, da den amerikanske præsident, Donald Trump, truede med at angribe Irans elnet og anden infrastruktur, mens Teheran fluks proklamerede, at de i så fald vil slå igen mod infrastruktur i de omkringliggende lande, samt at det vigtige Hormuzstræde, hvor 20 pct. af verdens olie og gas transporteres igennem, vil forblive lukket.
- Markedet vurderer, at de lande og økonomier, der oplever et positivt udbudschok fra energi, sandsynligvis vil klare sig bedre end dem, der lider af et negativt udbudschok. Så man ser euro og yen have det svært. Og igen, hvis den her konflikt viser sig at blive langvarig, må man gå ud fra, at det er netop disse valutaer, der sandsynligvis vil komme til at have det endnu sværere, siger valutastrateg Rodrigo Catril fra National Australia Bank i Sydney ifølge Reuters.
Konflikten udvidede sig mandag, hvor Israel annoncerede omfattende angreb på Teheran, mens Saudi-Arabien sagde, at to ballistiske missiler var blevet affyret mod Riyadh.
I en tale i Sydney har IEA's administrerende direktør, Fatih Birol, advarer om, at den nuværende krise udgør en så stor trussel mod den globale økonomi, at det overgår energichokket fra Mellemøsten i 1970'erne.
Det sender de store aktieindeks i hele Asien kraftigt ned, mens inflationsbekymringer rammer de globale obligationsmarkeder.
De japanske statsobligationer faldt kraftigt mandag morgen, hvor renten i den tidlige handel nåede 2,32 pct., mens renten på den tiårige amerikanske statsobligation steg til 4,41 pct. - knap 0,50 pct.point mere end før krigen mod Iran brød ud.
En af de mest energiafhængige økonomier er den japanske. Det presser yen, men da investorerne samtidig frygter for intervention fra myndighedernes side, balancerer markedsdeltagerne på en knivsæg.
Den japanske valuta var allerede i tovene inden krigen brød ud, men hver gang kursniveauet over for dollar nærmer sig 160 yen per dollar, er der verbal intervention fra myndighederne.
Mandag morgen vurderede Japans øverste valutadiplomat, Atsushi Mimura, at spekulativ aktivitet på oliemarkedet smitter af på valutamarkedet. Atsushi Mimura har adskillige gange advaret mod spekulativ aktivitet på de finansielle markeder og indikeret, at den slags ikke vil blive tolereret.
Dollar koster mandag morgen 159,55 yen mod 159,26 yen fredag eftermiddag klokken 17.
Euro koster mandag morgen 1,1547 dollar mod 1,1542 dollar fredag eftermiddag, og britiske pund ligger i 1,3319 dollar mod 1,3302 dollar fredag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire