21. apr. 2026 kl. 04:32
44 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Valuta: Investorer på spring til af reagere på mellemøst-nyt

Valuta: Investorer på spring til af reagere på mellemøst-nyt

Konflikten i Mellemøsten dominerer fortsat valutamarkedet tirsdag morgen.

Investorer står på spring til at veksle sikre placeringsvalutaer til mere risikabel mammon ved tegn på en fredsaftale mellem USA og Iran, der kan genåbne for skibsfarten i Den Persiske Golf.

Dollarindekset, der vægter dollar mod euro, den japanske yen, det britiske pund, den canadiske dollar, schweizerfranc og den svenske krone, ligger tirsdag morgen i 98,11 mod 99,15 mandag eftermiddag.

Håbet om en aftale mellem USA og Iran får investorerne til at være klar ved salgsknappen for amerikanske dollar. Godt nok er usikkerheden om fredsforhandlingerne stor og den verserende våbenhvile udløber ved udgangen af tirsdag, men alligevel vurderer investorerne, at begge sider er motiverede nok til at nå til enighed.

Præsident Donald Trump sagde mandag, at forhandlingerne foregår "relativt hurtigt" og vil give bedre vilkår end tidligere aftaler.

- Jeg tror, at forhandlingerne mellem de to parter vil være den vigtigste drivkraft i de næste 24 timer. Markederne er bare afventende, siger valutastrateg Carol Kong fra Commonwealth Bank of Australia i Sydney til Reuters.

Ifølge strategen virker Donald Trump ivrig efter at nå til enighed med Iran og afslutte krigen i en fart, men alt afhænger af resultatet af forhandlingerne, og dermed er effekten på dollar iforudsigelig.

- Vi ser stadig tosidede risici for den amerikanske dollar, siger Carol Kong.

En af de store knaster er om de iranske forhandlere overhovedet møder op ved forhandlingsbordet i Pakistan i dag. Fra Teheran forlyder det, at det endnu ikke er besluttet, hvordan den diplomatiske proces skal fortsætte efter weekendens eskalering af spændingerne.

BANK OF JAPAN VENTES AT UDSÆTTE RENTEFORHØJELSE

Japanske yen er også i markedets fokus, da valutaen fortsat er tæt på det i finanskredse fremherskende imaginære interventionspunkt på 160 yen per dollar.

Den japanske centralbank, Bank of Japan, vil sandsynligvis udsætte den igangværende normalisering af pengepolitikken og droppe en renteforhøjelse i næste uge ifølge adskillige velinformerede kilder.

Det er de svingende og til tider falmende udsigter til en nært forestående afslutning på krigen i Mellemøsten, der giver stor usikkerhed om den økonomiske udvikling og de inflatoriske udsigter.

FEDERAL RESERVES KOMMENDE CHEF I HØRING

I USA skal udnævnelsen af Donald Trumps nominerede til at overtage posten som centralbankchef, Kevin Warsh, bekræftes. Det sker ved en høring i Senatets Banking Committee senere tirsdag eftermiddag.

Kevin Warsh ventes at fastslå, at han vil være "forpligtet til at sikre, at pengepolitikken forbliver strengt uafhængig."

Netop Federal Reserves uafhængighed har været på ikke så lidt af en prøve under Donald Trumps præsidentskab, da han har presset, truet og sagsøgt den nuværende Federal Reservechef, Jerome Powell, for at gå ham til at sænke renten kraftigt.

Men Federal Reserves uafhængighed er essentiel for de finansielle markeders tillid til både det amerikanske obligationsmarked og til den amerikanske dollar.

Dollar koster tirsdag morgen 158,98 yen mod 158,72 yen mandag eftermiddag.

Euro koster samtidig 1,1778 dollar mod 1,1772 dollar mandag eftermiddag, mens pund koster 1,3521 dollar mod 1,3524 dollar mandag.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 255 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig