23. jan. 2026 kl. 05:32
23 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Valuta: Trumps kovending skaber utryghed - dollar under pres

Valuta: Trumps kovending skaber utryghed - dollar under pres

Den amerikanske dollar ligger til sit største ugentlige fald i et år, efter at den amerikanske præsident Donald Trumps trusler mod Grønland og pludselige kovending onsdag har gjort investorerne nervøse. Samtidig ligger yen tæt på det svageste niveau i en uge efter Bank of Japans politiske beslutning senere fredag.

Det skiftende geopolitiske landskab har tynget stemningen i denne uge, efter Trump trak sine trusler om told mod Europa tilbage og udelukkede at indtage Grønland med magt.

Dollar har båret hovedparten af investorernes angst på valutamarkederne, da amerikanske aktiver blev ramt hårdt i starten af ugen på grund af de tiltagende geopolitiske spændinger.

Dollarindekset, der måler den amerikanske valuta i forhold til seks valutaer, ligger fredag i 98,33 og står til et fald på 1 pct. for ugen, og et fald i den størrelsesorden over en uge er ikke set i et år, skriver Reuters.

Fredag morgen skal der 1,1746 dollar per euro mod 1,1734 dollar torsdag klokken 17.

Thierry Wizman, global valutastrateg hos Macquarie Group, siger, at selv om en aftale med Grønland løser det umiddelbare problem med told og invasion, så løser det ikke det centrale problem med den tilsyneladende fremmedgørelse af allierede.

- Og det er ikke en god situation at være i, hvis man ønsker at bevare dollars status som reservevaluta, siger han til Reuters.

SCENEN ER SAT FOR BOJ OG UEDA

Investorernes fokus vil fredag være rettet mod den japanske centralbank, Bank of Japan, der på fredagens rentemøde holdt renten uændret, efter at den i sidste måned hævede sin styringsrente til det højeste niveau i 30 år.

Spotlightet er nu rettet mod kommentarer fra centralbankchef Kazuo Ueda for at vurdere, hvornår den næste renteforhøjelse kommer.

Yen har været under konstant pres, siden Sanae Takaichi overtog posten som Japans premierminister i oktober, og den japanske valuta er faldet over 4 pct. på grund af de finanspolitiske bekymringer og ligger nu tæt på niveauer, der har udløst frygten for en intervention.

Handlende frygter, at ryger yen op i 160 per dollar kan det betyde en intervention.

Fredag morgen går der 158,59 yen per dollar mod 158,46 yen torsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 100 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig