Styrkelsen af japanske yen synes at være bremset op, og markedet har stabiliseret den japanske valuta tæt på det stærkeste niveau siden februar.
Samtidig er amerikanske dollar naglet fast, da markedet afventer ugens vigtige inflationsdata.
Dollarindekset, der vægter dollar over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger onsdag morgen i 98,79 mod 98,81 tirsdag eftermiddag.
Markedsdeltagerne ser frem mod de amerikanske inflationsdata i form af producentpriser torsdag og forbrugerpriser fredag.
Det er de sidste vigtige data, inden den amerikanske centralbank, Federal Reserve, holder pengepolitisk møde i næste uge.
Og den fortsat høje inflation er en kilde til øgede forventninger om en renteforhøjelse fra det pengepoliske udvalg, Federal Open Market Committee (FOMC), når mødet slutter næste onsdag.
Inflationen har kørt i højt gear gennem de seneste år, og ifølge nogle økonomer burde Federal Reserves ledende rente ligger 0,50 pct.point højere, end det er tilfældet.
De fortsat stigende oliepriser på baggrund af de fortsatte stridigheder i Mellemøsten ventes at presse inflationen yderligere op.
Senest har iranskstøttede houthier i Yemen iværksat angreb på flere saudiske byer og dermed involveret den amerikansk allierede oliestat yderligere i den over seks måneder lange konflikt.
Samtidig har amerikanske styrker angrebet flere iranske olietankskibe, mens Iran har rettet angreb mod en amerikansk base i Jordan.
Det presser Brent-råolie op til tæt på 100 dollar pr. tønde og kaster en skygge over de globale markeder forud for de amerikansk inflationsdata.
Ifølge OCBC vil den seneste eskalering af krigen holde fokus på Federal Reserves pengepolitiske implikationer af de højere energipriser, især efter at sidste uges stærke amerikanske jobrapport fik forventningerne om en kommende rentestramning til at blusse op.
- I øjeblikket vil højere oliepriser og stigende renter lægge en bund under dollar, men vi formoder, at et mere afgørende skridt vil kræve bekræftelse fra de kommende inflationsdata, skriver OCBC i et notat ifølge Reuters.
Spotlightet er også rettet mod japanske yen efter valutaens styrkelse på omkring 4 pct. siden månedsskiftet. Styrkelsen har kastet grus i kalkulationerne for den tidligere så populære carry trade, hvor investorer låner i lavtforrentede yen for at investere provenuet i andre valutaer med et højere afkast, primært dollar.
Styrkelsen har baggrund i forventninger om hurtigere rentestramninger fra Bank of Japan, ikke mindst efter massivt pres fra USA, der frygter for japansk udsalg af amerikanske statsobligationer til finansiering af intervention i valutamarkedet for at støtte yen.
Det har ændret markedets forventninger til, at den ellers særdeles tøvende Bank of Japan vil hæve renten med 25 basispoint i næste uge med udsigt til endnu en stramning i de kommende måneder.
Meget vil dog afhænge af, om Bank of Japans topchef, Kazuo Ueda, følger op med stramme kommentarer, mens wildcardet vil være Federal Reserve.
- Meget afhænger af markedets prisfastsættelse af Federal Reserves renteudvikling, siger chefstrateg Aninda Mitra fra BNY Investments i Singapore til Reuters.
BNY anser en "fair value" for yen er omkring 140-150 yen per dollar.
Dollar koster onsdag morgen 153,60 yen mod 154,01 yen tirsdag eftermiddag ved 17-tiden.
Euro ligger samtidig i 1,1630 dollar mod 1,1631 dollar tirsdag eftermiddag, og pund koster 1,3543 dollar mod 1,3553 dollar tirsdag.
.\\˙ MarketWire