19. dec. 2025 kl. 05:32
29 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Valuta: Yen svækket efter ventet japansk rentestigning

Valuta: Yen svækket efter ventet japansk rentestigning

Fredag har den japanske centralbank, Bank of Japan, sat renten op - og det svækker landets valuta. Rentestigningen på 25 basispoint til 0,75 pct. var ventet, og nu spejder handlerne efter tegn fra centralbankchef Kazua Ueda på, hvad der er lagt i kakkelovnen til i det nye år.

Men investorerne sælger alligevel ud af yen, og fredag morgen skal der 156,05 yen til en dollar mod 155,53 yen torsdag eftermiddag.

- Dagens rentestigning var fuldt ud indregnet i markederne. Så måske var markederne skuffede over, at de ikke fik yderligere klarhed om tidspunktet og tempoet for yderligere stigninger, siger Abhijit Surya, seniorøkonom hos Capital Economics, til Reuters.

Yens reaktion afhænger nu i høj grad af Uedas kommentarer til renteplusset og hvad der er i vente, når der er pressekonference senere fredag.

Det var været store-rente-uge i denne uge, hvor flere centralbanker har været i spil. Torsdag var det Den Europæiske Centralbank, ECB, der fastholdt den ledende rente på 2,00 pct. - helt som ventet.

Det har svækket euro en anelse tynget af, at ECB-chef, Christine Lagarde, ikke gav nogen fremadrettet prognose og sagde, at alle muligheder var på bordet.

- I de seneste uger har høgeagtige kommentarer fra ECB's direktionsmedlem Isabel Schnabel drevet en ændring i markedets vurdering af risiciene ved den fremtidige politik, lyder det fra analytikere fra ANZ ifølge Reuters.

- Men den afbalancerede tone signalerer, at Schnabels opfattelse af, at det næste skridt mere sandsynligt vil være en rentestigning, ikke deles bredt i rådet, skriver analytikerne i et notat.

Fredag morgen går der 1,1717 dollar til en euro mod 1,1727 dollar torsdag klokken 17.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 55 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig