02. jan. 2026 kl. 06:35
16 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Vestas/AL Sydbank: Fastholder købsanbefaling efter stærk ordreafslutning

Vestas/AL Sydbank: Fastholder købsanbefaling efter stærk ordreafslutning

Vestas-aktien fortsætter med at have en købsanbefaling hos AL Sydbank efter vindmølleproducentens "solide ordreslutspurt" frem mod afslutningen på 2025.

Kvartalet endte med den næsthøjeste offentliggjorte landvindordreindgang i dette årti, noterer aktieanalysechef Jacob Pedersen fra AL Sydbank i en kommentar.

- Vi ser stærk ordreindgang også i 2026, hvor fremgang i både omsætning og rentabilitet vil løfte aktien yderligere, skriver han i en kommentar.

I 2025 bragede Vestas-aktien i vejret med 77 pct., efter at særligt tredje kvartal gav anledning til optimisme om indtjeningsmæssig fremgang.

Kursstigningen betyder ifølge aktieanalysechefen, at aktien nu ikke længere afspejler, at landvindmarkedet i USA går i stå efter 2027.

- For at aktieopturen kan fortsætte, skal Vestas levere en 2026-prognose med både omsætnings- og rentabilitetsfremgang. Der kan være omkostningsmodvind fra Trumps toldudfald, men højere aktivitet i landvindforretningen især i Tyskland og USA støtter rentabiliteten her, skriver Jacob Pedersen.

Han vurderer desuden, at opskaleringen inden for havvind også bør dæmpe underskuddene i den del af forretningen, ligesom fremdrift i forbedringsindsatserne i serviceforretningen også skal smitte positivt af, i takt med at 2026 skrider frem.

- Med udsigt til endnu højere aktivitet i havvind i 2027 og med håb om fortsat vækst i landvindforretningen i 2027 også, kan 2026 blive året, hvor Vestas-investorerne begynder at kunne skimte målsætningen om en overskudsgrad på 10 pct. forude.

- Kan Vestas komme tæt på de 10 pct. overskudsgrad i 2027, er der bestemt plads til yderligere kursstigninger, skriver Jacob Pedersen.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 61 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig