Vindmølleproducenten Vestas er i fokus frem mod årsskiftet, som er højtid for at indgå nye kontrakter, og trods usikkerhed om ordreudviklingen på det amerikanske marked kan investorerne med rette have høje forventninger.
Det vurderer aktieanalysechef Jacob Pedersen fra AL Sydbank.
Vestas har allerede varmet godt op til en ordrefest de seneste dage med store ordrer i Brasilien og Finland på samlet 1,1 gigawatt, men der kan meget vel være flere gigawatt i vente inden kalenderen skifter til 2026.
- Jeg har som altid relativt høje forventninger, men jeg synes også, at usikkerheden i særdeleshed om, hvor meget og hvornår, der kommer noget fra USA, er større end vi er vant til. Det gør, at det bliver et kvartal, hvor man ikke skal sælge skindet før bjørnen er skudt, for det er ikke sikkert, at vi får en kæmpe ordreindgang fra USA - det kan sagtens være noget, der ligger og venter til de næste kvartaler inde i 2026.
- Men der er mange andre markeder også, så selvfølgelig kan man med rette have en forventning om, at Vestas leverer en stærk ordreindgang her mod udgangen af året, siger Jacob Pedersen.
TREDJE KVARTAL BØD PÅ STÆRK ORDREINDGANG
Han bemærker dog, at tredje kvartal var et meget stærkt kvartal med en samlet ordreindgang på 4060 megawatt.
- Nogle gange kan det godt være et signal om, at det næste kvartal ikke bliver ultimativt stærkt. Men fjerde kvartal vil altid være relativt stærkt for Vestas. Det har jeg svært ved at forestille mig andet, men det er ikke sådan, at jeg forventer et ekstremt kvartal med en ordreindgang, som vi aldrig har set før. Det tror jeg ikke, at man skal sætte næsen op efter i denne omgang, selvom den nyeste ordre på 828 megawatt til Brasilien selvfølgelig øger sandsynligheden for et rigtigt stærkt kvartal, siger Jacob Pedersen.
Indtil videre har Vestas i fjerde kvartal annonceret ordrer med en kapacitet på 2513 megawatt, hvilket har bragt årets samlede ordreindgang op på 12,1 gigawatt. Analytikerne venter ifølge det senest indsamlede estimat fra Vestas, at vindmølleproducenten kommer til at runde en ordreindgang for året på 15,3 gigawatt.
For at nå op på det mangler der dermed ordrer med en kapacitet på 3,2 gigawatt.
Timingen for nogle af de store ordrer kan naturligvis få stor betydning for det endelige resultat for året, mens der også altid er en vis usikkerhed knyttet til summen af mindre ordrer - eller uannoncerede ordrer, som Vestas offentliggør omfanget af i det førstkommende regnskab, der er planlagt til 5. februar.
- Vi ved, at der er havmølleordrer, som kan gives, og en stor en af dem kan ændre på meget. Vi vil selvfølgelig gerne have offshoreordrer, men det, mange også fokuserer på, er, at det løbende stærke indløb af ordrer inden for landvind fortsætter. Og her er der den her kæmpe usikkerhed i forhold til, hvornår og hvor meget der kommer fra USA her på den her korte bane.
- Det er ikke umuligt at nå de 15,3 gigawatt i ordreindgang for året, men det er bestemt heller ikke en badeferie. Men jeg venter at se den normale dynamik med, at der bliver indgået mange aftaler lige op mod årsskiftet, siger Jacob Pedersen.
Vestas-aktien er med en stigning på over 75 pct. blandt de allerbedst præsterende aktier på børsen i København, men skuffer ordreindgangen frem mod årsskiftet kan der komme pres på aktien.
- Vi ved, at der kan være noget med timing i forhold til ordreindgang, men vi ved også, at Vestas-aktien er steget meget. Hvis det er sådan, at man skyder helt ved siden af og vi får en rigtig svag ordreafslutning, så er det noget, der vil kunne ses i aktien. Det ville være mærkeligt andet, siger Jacob Pedersen.
.\\˙ MarketWire