08. apr. 2026 kl. 14:31
76 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Vestas-formand: Europa mangler klar og sammenhængende industripolitik

Vestas-formand: Europa mangler klar og sammenhængende industripolitik

Europas konkurrenceevne er under pres, og der mangler en klar og sammenhængende industripoltik, der matcher ambitionerne inden for vedvarende energi.

Det siger bestyrelsesformand Anders Runevad fra Vestas på selskabets generalforsamling onsdag i Aarhus.

- Europas konkurrenceevne er under pres, og årsagerne er strukturelle. For det første kæmper Europa fortsat med høje energipriser. Og tendensen er tydelig: Markeder med en større andel af vindkraft har lavere elpriser, siger Anders Runevad.

Han noterer, at vindkraftens andel af elforsyningen i Europa ligger på 18 pct., hvilket er omkring det dobbelte af det globale gennemsnit, og at andelen spiller en afgørende rolle for at stabilisere priserne.

- Og det er med til at aflive en meget udbredt myte. Vindkraft er ikke den dyre løsning. Tværtimod er den i stigende grad en af de stærkeste drivkræfter til at reducere energiomkostningerne og genoprette konkurrenceevnen, fastslår Anders Runevad.

Han pointerer desuden, at overdreven bureaukrati, langsomme godkendelsesprocesser og et fragmenteret reguleringsmæssigt rammeværk bremser udbredelsen af vindkraft, investeringerne generelt og den industrielle opskalering.

- Samtidig mangler Europa en klar og sammenhængende industripolitik, der matcher ambitionerne og tempoet i andre regioner. Dette sætter den europæiske industri, herunder vindsektoren, i en konkurrencemæssig ulempe, vurderer Runevad, som taler om en dobbeltudfordring.

- Høje strukturelle omkostninger og det politiske miljø lever endnu ikke op til de strategiske ambitioner for Europa. Vindenergi er centralt for løsningen. Det sænker elpriserne, styrker energisikkerheden og skaber grundlaget for en mere konkurrencedygtig industri. Hvis Europa ønsker at forblive konkurrencedygtigt, er en hurtigere udbygning af vindkraft og gunstige politiske rammevilkår af afgørende betydning, siger bestyrelsesformanden.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 236 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig