Vindmølleproducenten Vestas køber to fabrikker, der producerer vingeblade, i henholdsvis Indien og Mexico.
Det bekræfter Vestas over for MarketWire.
Fabrikkerne er købt ud af den amerikanske virksomhed TPI Composites, som er under konkursbehandling i henhold til de særlige amerikanske Chapter 11-regler.
TPI Composites har mange år leveret vingeblade til den danske møllefabrikant. Selskabet søgte om at komme under frivillig konkurs efter Chapter 11 tilbage i august 2025.
- Vestas kan bekræfte, at aftalerne om at opkøbe to TPI Composites-fabrikker er blevet gennemført. Produktionen på fabrikkerne vil fortsætte, og Vestas er i gang med at udvikle planer for at sikre, at vinger fra TPI-fabrikker, som anvendes i Vestas-vindmøller, lever op til de aftalte specifikationer og kvalitetskrav.
- Ved at sikre yderligere produktionskapacitet for vinger demonstrerer Vestas tillid til de langsigtede udsigter for landvind, hvilket understøtter vores ambition om at levere sikker og konkurrencedygtig energi, skriver Vestas i en kommentar.
Ifølge Recharge News har Vestas betalt 24 mio. dollar for de to fabrikker. Mediet henviser til retsdokumenter, der blev indgivet til den amerikanske konkursret i sidste uge.
Også den amerikanske Vestas-rival GE Vernova har ifølge Recharge News overtaget fabrikker fra TPI i forbindelse med rekonstruktionen af selskabet. Det er sket igennem investeringsfirmaet EPC, i en transaktion på 20 mio. dollar, som GE Vernova har bakket op om.
.\\˙ MarketWire