21. apr. 2026 kl. 04:34
48 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Vestas-rival retter fokus mod Europa: Et af de vigtigste markeder for os fremover - GENT

Vestas-rival retter fokus mod Europa: Et af de vigtigste markeder for os fremover - GENT

Den indiske vindmølleproducent Suzlon Energy, der igennem mange år har haft forsknings- og udviklingsaktiviteter i Danmark, men primært har leveret møller til hjemmemarkedet i Indien, retter nu også fuld fokus mod Europa.

På en vindmøllekonference i Madrid tirsdag vil Suzlon Energy løfte sløret for sin nye produktportefølje i Europa, der ifølge selskabets medstifter og næstformand, Girish Tanti, vil være egnet til 70-80 pct. af det marked, som det har udset sig.

Tanti deltog mandag ved præsentationen af Global Wind Energy Councils årsrapport, der blev lanceret forud for den store vindmøllekonference WindEurope Madrid 2026, som starter tirsdag og løber frem til og med torsdag.

- Vi er nu repræsenteret i omkring 19 lande med 6 gigawatt vindkraftanlæg uden for Indien, og vi har faktisk planlagt at lancere vores nye produktportefølje til Europa i morgen (tirsdag) på konferencen, sagde Girish Tanti på spørgsmålet om selskabets planer på eksportmarkederne.

- Vi har udpeget Europa som et af vores vigtigste markeder, og i lyset af det stærkere samarbejde mellem EU og Indien mener vi, at det er et godt tidspunkt at se nærmere på det, fortæller Girish Tanti.

Mens Suzlon Energy historisk ikke har været nogen større mølleleverandør til de europæiske markeder, så har selskabet været til stede på anden vis.

- Vi har været i Europa i næsten 25 år nu og startede vores tidlige rejse her. Vi har fortsat forsknings- og udviklingscentre i Tyskland, Holland og Danmark. Og jeg tror, at vi installationsmæssigt har omkring 660 megawatt fordelt på omkring 11 lande her. Så vores serviceorganisation har været meget aktiv gennem de sidste 25 år, siger Girish Tanti.

Han ser derfor frem til tirsdag på konferencen i Madrid at kunne lancere to nye produkter, der er henvendt markederne til Europa.

- Det er produkter, der vil dække næsten 70-80 pct. af den efterspørgsel på markedet, som vi har kortlagt. Og vi håber, at vi dermed kan styrke vores tilstedeværelse her, uddyber Girish Tanti.

Uden for Europa er Asien-Stillehavsområdet et andet vigtigt fokusområde for Suzlon Energy for eksport, og her nævner han blandt andet Australien, hvor selskabet tidligere har været meget aktivt.

Derimod venter Suzlon med det amerikanske marked, som for nogle år siden ellers også var et af selskabets fokusmarkeder.

- Vi havde udarbejdet planer for USA, men foreløbig har vi lagt dem lidt på hylden, siger Girish Tanti og vender tilbage til Europa:

- Det gode ved Europa er, at når jeg kigger på de førende udviklere af vindmølleparker globalt, så er der næsten 70 pct. sammenfald, hvis man sammenligner med Europa. Så jeg tror, at de europæiske udviklere er blandt de mest globale udviklere i verden.

Han mener også, at markedsudviklingen i Europa, hvor der er mindre markeder og forskellige løsninger, vil flugte godt med den måde, Suzlon tænker om det europæiske marked.

- Jeg synes, det er en god kombination. Og for nylig har vores flagskibsprodukt, vores 3-megawatt-produkt, fået certificeret den laveste CO2-intensitet i verden. Så jeg tror, det stemmer overens med den europæiske tankegang om CO2 også.

- Jeg tror, Europa vil forblive et af de vigtigste markeder for os fremover, siger Girish Tanti.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 258 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig