Europas energivalg er vigtigere end nogensinde før.
Det siger Vestas' topchef, Henrik Andersen, i en tale i forbindelse med åbningen af Wind Europes årlige vindmøllekonference, som i år holdes i Madrid og løber frem til om med torsdag.
- Vi bliver endnu en gang mindet om, hvor hurtigt en energikrise bliver jeres problem, når I har for lidt egenproduktion, siger Henrik Andersen, som i øvrigt også er bestyrelsesformand for Wind Europe.
Konferencens tema er: Vind som sikkerhedens energi, konkurrenceevnens energi og velstandens energi, og det rammer ifølge Henrik Andersen præcis, hvad der står på spil.
- Allerede før krigen i Mellemøsten kæmpede Europa med den presserende opgave at sikre overkommelige og konkurrencedygtige energipriser til vores økonomi. Men den globale energikrise, som er blevet forværret af krigen, har endnu en gang mindet os om en simpel sandhed: Når vi er afhængige af importerede fossile brændstoffer, importerer vi ustabilitet, og vores modstandsdygtighed er lav, siger Henrik Andersen.
VIGTIGE BESLUTNINGER TRUFFET I 2022
Han tilføjer, at det derfor var vigtige beslutninger, der blev truffet i 2022.
- Europa valgte at gå beslutsomt i retning af mere vindkraft. Det valg har vist sig ikke kun at være klogt, men også afgørende. Hver eneste nye vindmøllepark, vi bygger, styrker Europas energisikkerhed og bringer os tættere på energiuafhængighed.
- Hjemmedyrket energi er vejen til, at vi genvinder ejerskabet over vores energifremtid, siger Henrik Andersen.
Han henviser også til en nylig omkostningsundersøgelse fra Wind Europe, som viser, at det også den mest omkostningseffektive måde at sænke energiomkostningerne, opbygge kapacitet og genoprette den industrielle konkurrenceevne på.
- Undersøgelsen konkluderer, at det er muligt at opnå en besparelse på 1600 mia. euro på energiområdet med et opskaleret system for vedvarende energi. For at få det til at lykkes skal regeringer og industrien have fokus på både efterspørgsels- og udbudssiden af energimarkedet.
- Europas industrier ønsker at elektrificere, og de ønsker at gøre det med ren elektricitet. Men de har brug for stabile energipriser, siger Henrik Andersen.
BØR VÆRE STRATEGISK PRIORITET
Han pointerer også, at det skal sikres, at EU's "Clean Industrial Deal" leverer på elektrificeringsfronten. Det bør efter hans vurdering være en en strategisk prioritet, som også bør tage fat på et andet afgørende spørgsmål:
- Hvis man ønsker at fremskynde elektrificeringen, skal man holde op med at beskatte elektricitet hårdere end mange af de konkurrerende energikilder – man skal beskatte det, man ønsker mindre af, og ikke det, man ønsker mere af, siger Henrik Andersen.
Et meget udtalt problem igennem flere år har været at få mere fart på tilladelsesprocesserne. Tyskland har vist, at det er muligt at gøre noget effektfuldt.
- På udbudssiden skal vi få tilladelsesprocedurerne på plads i hele Europa. Det er en oplagt mulighed, der allerede har vist sig at fungere i lande som Tyskland. Og noget, der ligger mig meget på sinde, er, at vi skal opskalere vindindustrien i Europa – og industrien kan gøre det. Indtil videre er kapaciteten større end efterspørgslen, så lad os ikke bruge den undskyldning på forhånd.
- Vi har et godt udgangspunkt. Vindenergi er ikke længere blot et teknologisk valg. Det er et strategisk aktiv for Europa. Det er sådan, vi sikrer vores økonomier, styrker vores industrier og skaber velstand, siger Vestas-chefen.
Han fastslår, at den europæiske vindindustri har det, der skal til for at levere den energi, Europa har brug for for at trives.
- Men for at Europa kan trives, må vi tale ud fra fakta, træffe de rigtige beslutninger og være ambassadører for Europa, ikke for andre regioner. I den forbindelse, og når jeg ser, at den spanske premierminister var i Kina i sidste uge, kommer jeg til at tænke på det gamle danske ordsprog om, at man ikke skal gå over åen efter vand. Lad os alle huske det, når vi gør Europas energisystem overkommeligt, sikkert og bæredygtigt!, afslutter Henrik Andersen.
.\\˙ MarketWire