En stor milepælsbetaling fra parteren Roche gør godt for Zealand Pharmas bundlinje i andet kvartal.
Det er beslutningen om at tage vægttabshåbet petrelintid i fase 3, der sammen med en årlig betaling fra Roche har bidraget med knap 4500 mio. kr. på toplinjen.
Midlet, der i et fase 2-studie viste et vægttab på 10,7 pct., er kendetegnet ved et særligt mildt vægttabsforløb - noget, som topchef Adam Steensberg har lagt stor vægt på.
Det har fået Zealand og Roche til at tage midlet videre til fase 3 i løbet af andet halvår af 2026.
På den baggrund har Zealand i kvartalet modtaget 575 mio. dollar i milepælsbetalinger fra Roche - svarende til 3,7 mia. kr. - samt yderligere 125 mio. dollar - cirka 800 mio. kr. - i årlig betaling.
- År til dato har vi eksekveret med tempo og præcision på tværs af vores pipeline, siger topchef Adam Steensberg i regnskabet.
- Vi har leveret på vores nøgleforpligtelser, vi satte i starten i året, imens vi har fastholdt vores skarpe fokus på næste bølge af metabolisk sundhedsinnovation, fortsætter han.
Omsætningen var i andet kvartal 4491 mio. kr. Det var dog godt og vel en halvering af toplinjen sammenlignet med andet kvartal af 2025, hvor Zealand kunne bogføre betalingen på omtrent 9 mia. kr. fra det dengang nye partnerskab med Roche.
Forsknings- og udviklingsomkostningerne voksede i kvartalet til 516 mio. kr. fra 464 mio. kr. i samme periode et år før.
På driften var der tale om en tilbagegang til 3859 mio. kr. fra 8513 mio. kr. sidste år, men stadig over markedets forventninger om 3751 mio. kr. ifølge Bloomberg News.
På bundlinjen før skat var der tale om et overskud på 4006 mio. kr.
Zealand fastholder sine forventninger til 2026 om en omsætning på 4500 mio. kr. fra partnerskaber samt nettodriftsomkostninger i niveauet 2700-3300 mio. kr.
Aktien i Zealand sendes torsdag op med 2,4 pct. til 337,20 kr. Fremgangen kan dog være drevet af en nyhed sent onsdag om, at biotekselskabet har solgt royaltyrettigheder til midlet Rusfertid.
Zealand har ved den lejlighed fået 50 mio. dollar - cirka 325 mio. kr. - i forskudsbetaling samt yderligere 50 mio. dollar i udsigt.
.\\˙ MarketWire