Novo Nordisk, Rockwool og GN tager toppen af eliteindekset tirsdag middag, mens Ørsted ligger som en enlig svale med fald i bunden.
Samlet er investorernes humør i top, og det sender lune vinde ind over aktiemarkederne, hvor det danske C25-indeks stiger 1,5 pct. til 1769,18 i middagshandlen.
- Retningen er modsat af i går - det tyder på, at alt håb om fred i Mellemøsten alligevel ikke er ude. Samlet er der faktisk meget stille med hensyn til nyt fra selskaberne. Alle sidder bare og afventer, hvad der sker i Mellemøsten, siger Lars Hytting, der er investeringsstrateg hos Arthascope Kapitalforvaltning, midt på handelsdagen til MarketWire.
De seneste rygter fra det store udland er, at amerikanske og iranske hold af forhandlere denne uge er klar til at vende tilbage til Pakistans hovedstad, Islamabad, for at forhandle om fred.
- Det kan være svært at finde ud af, hvad der er op og ned. Men man skal bare ikke lade sig rive med, mener Lars Hytting.
NOVO OG GN I TOP
Novo Nordisk stiger 3,6 pct. til 246,80 kr. Af nyt herfra er en godkendelse af pennen med højdosisudgaven af Wegovy på 7,2 milligram i Storbritannien.
Dertil har medicinalkoncernen meldt om indgåelse af et strategisk samarbejde med ChatGPT-udvikleren OpenAI om udvikling af medicin gennem brugen af kunstig intelligens. Partnerskabet skal gøre det danske selskab til forløber inden for AI-transformation i medicinalsektoren.
- Novo svinger på daglig basis uden egentligt nyt. Lige nu er det en kamp mellem dem, der tror på Novo - og dem der ikke gør. Når det er sagt, er AI jo "hot", og nyheder om det er isoleret set positive, siger Lars Hytting.
Også GN ligger med et plus på 2,6 pct. til 98,12 kr., men uden selskabsspecifikt nyt.
- GN er - ligesom Novo er blevet - en volatil aktie, siger investeringsstrategen.
Også energitunge Rockwool blander sig i toppen med et plus på 3 pct. til 191,50 kr.
Den eneste aktie i rødt er Ørsted, der falder 0,3 pct. til 162,55 kr.
Også Mærsk-aktierne ligger i bund - men kan ikke helt beslutte sig, om dagen skal være grøn eller rød:
- Mærsk klarede sig bedst mandag - og tirsdag går det modsat. Man kan sige, at Mærsk har opereret lidt i en anden verden, hvor det hele handler om forventningerne til raterne, siger Lars Hytting.
B-aktien stiger 0,3 pct. til 15.975 kr., mens A-aktien ligger uændret i forhold til niveauet mandag.
DEMANT I SÆRKLASSE
Herhjemme kan høreapparatproducenten Demant glæde sig over forhøjede kursmål fra både Goldman Sachs og Barclays. Mens amerikanske Goldman Sachs har løftet sit kursmål til 250 kr. fra 230 kr., har britiske Barclays finjusteret sit til 220 kr. fra 210 kr.
- Når en sværvægter som Goldman er inde, så rykker det, siger Arthascope Kapitalforvaltnings investeringsstrateg.
Oveni peger han på, at der er konturer af, at det går den rette vej for selskabet - blandt andet med lanceringen af selskabets nye høreapparat Oticon Zeal.
Jyske Bank peger på, at salget indtil videre er foran planerne, hvilket understøttes af antallet af Google-søgninger, der ligger højere end i forbindelse med lanceringen af Oticon Intent.
Demant går 2,2 pct. frem til 207,20 kr.
Genmab får tirsdag nyt fra sin amerikanske samarbejdspartner Johnson & Johnson, der kommer med regnskab for første kvartal. Af særlig dansk interesse er information om lægemidlet Darzalex. Genmab modtager royalties for salget af knoglemarvskræftmidlet Darzalex, som markedsføres af Johnson & Johnson.
Aktien stiger 1,5 pct. til 1823 kr.
.\\˙ MarketWire