14. jul. 2026 kl. 09:27
42 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Mærsk går frem under fortsat uro i Mellemøsten

Aktier/middag: Mærsk går frem under fortsat uro i Mellemøsten

A.P. Møller-Mærsk understøttes tirsdag fortsat af den genantændte konflikt i Mellemøsten, mens langt størstedelen af det danske C25-indeks sendes baglæns.

Helt i bunden ligger Zealand Pharma, der har fået sænket anbefalingen hos Jefferies.

Det danske C25-indeks falder ved middagstid 0,5 pct. til 1878,80.

- Det er uroen i Mellemøsten, der er fuldstændig fokus på. Det påvirker risikoappetitten i markedet. Hvor meget skal olieprisen stige, og hvilke andre afledte effekter kan der være af det?, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank, til MarketWire.

Mandag bekendtgjorde den amerikanske præsident, Donald Trump, at USA vil overtage kontrollen med Hormuzstrædet. Samtidig luftede han ideen om, at USA skulle kræve bompenge for gennemsejlende skibe.

- Trump siger jo mange ting. Det er ikke alle ting, der bliver helt, som han gerne vil have det. Kan USA overhovedet overtage kontrollen med Hormuzstrædet, hvad er Irans respons, og hvad siger han om to dage? Jeg tror ikke, at der er så mange, der kigger længere frem, end at usikkerheden er med, og vi ser et marked, hvor olieprisen igen begynder at stige, fortsætter Mads Zink.

Oliepriserne stiger tirsdag 4,7 pct. til over 87 dollar for en tønde af nordsøolien Brent. Før våbenhvilen blev afbrudt onsdag i sidste uge kostede en tønde omkring 72 dollar.

MÆRSK FORTSÆTTER OP

Aktierne i Mærsk understøttes tirsdag fortsat af stridighederne i Hormuzstrædet, der alt andet lige skubber fragtraterne op.

Samtidig er der positive regnskabsnyheder fra partneren Hapag-Lloyd, der har opjusteret sine forventninger til 2026 som følge af stærk efterspørgsel og stigende fragtrater. Samme begrundelse lød i Mærsks egen opjustering 29. juni.

B-aktien i Mærsk stiger tirsdag 2,4 pct. til 17.090 kr. efter et plus på 6,0 pct. mandag.

I den tunge ende af C25-indekset ligger Zealand Pharma efter en nedslående analyse fra Jefferies.

Det amerikanske børshus har sænket anbefalingen til "hold" fra "køb", og kursmålet er i samme ombæring skåret til 320 kr. fra 505 kr. Jefferies begrunder med mangel på vækstkatalysatorer i andet halvår af 2026, men fastholder dog, at Zealands værdiansættelse er attraktiv.

Aktien viger 2,8 pct. til 273 kr.

SÆNKET ANBEFALING TIL TRYG EFTER REGNSKAB

Forsikringskoncernen Tryg har været under behandling hos amerikanske Morgan Stanley, der efter sidste uges regnskab for andet kvartal har sænket anbefalingen.

Den er nu "undervægt" mod tidligere "ligevægt", imens kursmålet nu lyder på 145 kr. fra tidligere 165 kr.

Tryg sætter sig 2,0 pct. til 151,20 kr.

Imens er Alm. Brand kommet med i aktieuniverset hos tyske Berenberg, der siger "hold" til aktien med et kursmål på 17 kr.

Alm. Brand leverer i øvrigt regnskab på torsdag.

Aktien bakker 2,3 pct. til 16,16 kr.

Og så har både Jyske Bank og AL Sydbank været regnet på hos den norske kollega ABG Sundal Collier, der har løftet kursmålet for begge med omkring 5 pct.

Jyske Banks kursmål er nu 1000 kr. fra 950 kr. med en uændret anbefaling "hold", og AL Sydbanks er 680 kr. mod 630 kr. før - stadig med anbefalingen "køb".

Jyske Bank stiger 0,7 pct. til 980 kr., og AL Sydbank øger 0,8 pct. til 601 kr.

For bankerne er der desuden inspiration at hente fra Norge, hvor kollegaen DNB har aflagt et regnskab for andet kvartal, der i det store hele overgik markedets forventninger.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,5
Baseret på 367 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig