27. mar. 2026 kl. 10:38
163 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Netcompany lyser op i rødt, udbyttetynget og afventende marked

Aktier/middag: Netcompany lyser op i rødt, udbyttetynget og afventende marked

Netcompany er det store lyspunkt på det danske aktiemarked fredag efter en tidlig opjustering af forventningerne til 2026.

I C25 er flertallet af aktierne klædt i rødt, men særligt Novo Nordisk og Danske Bank trækker ned, da begge aktier handles uden retten til udbyttet for 2025.

Samlet falder eliteindekset 1,7 pct. til 1633,78, efter at det på ugens første fire handelsdage var steget 2,4 pct.

TEKNOLOGI OG INDUSTRI TRÆKKER NED I EUROPA

Det brede europæiske Stoxx 600-indeks falder 1,1 pct., hvor industri og teknologi trækker ned med fald på omkring 1,6 pct.

- Europa er klædt i rødt - og Danmark er i rødt. Olieprisen stiger, og det er ligesom det, der har været mønsteret. Den ligger lige i underkanten af 110 dollar. Så det er lidt tungt på ugens sidste dag, konstaterer investeringsstrateg Lars Hytting hos Arthascope Kapitalforvaltning over for MarketWire.

- Det er småt med nyheder i dag. Det er en lidt stille fredag, og det hele er meget afventende. Det hele handler om, hvad der foregår i Mellemøsten og hvad Trump siger og skriver. Dog ser ugen ud til at slutte i plus for danske aktier. Så det har da været den bedste uge i marts uden på nogen måde at være imponerende, tilføjer han.

TIDLIG OPJUSTERING FRA NETCOMPANY

Netcompany er det store lyspunkt med en stigning på 10,5 pct. til 352,20 kr. It-selskabet opjusterede torsdag aften forventningerne til indtjeningsmarginen i år til 16-19 pct. fra tidligere 15-18 pct. Det sker på baggrund af yderligere effektiviseringer i forretningen og løbende integration af kunstig intelligens.

- Det er et ret stærkt signal at sende her allerede i første kvartal, at man er ude at opjustere. Brug af kunstig intelligens har simpelthen allerede kastet noget af sig. Det er med devisen "much more to come", siger Lars Hytting.

Blandt C25-aktierne ligger Danske Bank i bunden med et fald på 7,1 pct. eller 22,80 kr. til 295,30 kr. Det skyldes et teknisk pres, da aktien fredag handles uden retten til udbyttet for 2025 på 22,72 kr. per aktie.

Novo Nordisk handles efter torsdagens generalforsamling også uden retten til udbytte. Her er der fragået 7,95 kr., men aktien falder lidt mere med 9 kr. - eller 3,8 pct. - til 229,40 kr.

Novo Nordisk er aktuel med nyheden om, at det har fået godkendt sit ugentlige basalinsulin, Awiqli, i USA til behandling af voksne type 2-diabetikere. Selskabet planlægger at lancere midlet i løbet af andet halvår.

FREMGANG FOR NOVOS PILLE I USA

Novo Nordisk har fredag morgen også fået recepttal fra Symphony Health Solutions via Bloomberg. De viser, at der fortsat er fremgang at spore, dog i mere afdæmpet tempo, for Novo Nordisks Wegovy-pille på det amerikanske marked.

Antallet af nye patienter på pillen steg til 72.165 i uge 12 fra 70.151 i uge 11.

Efter flere stærke dage for Vestas bakker vindaktien fredag 2,1 pct. De foregående to dage er aktien steget næsten 12 pct. efter en solid ordreindgang og positive signaler fra flere af de store europæiske vindmarkeder.

Mærsk-aktierne oplever små kursfald fredag, hvor B-aktien ligger 0,6 pct. lavere i 16.315 kr.

- Vi har fået lidt ratenyt i forhold til Mærsk. Raterne steg i den forgangne uge - helt efter bogen, men Mærsk handler med snuden lidt ned. Vi fik lidt konkurrentnyt fra Hapag-Lloyd torsdag, som var mindre opmuntrende i forhold til deres syn på verden, siger Lars Hytting.

NOVONESIS FÅR LØFTET ANBEFALING

Novonesis har fået løftet sin anbefaling hos finanshuset Rothschild & Co Redburn til "køb" fra "neutral". Kursmålet er samtidig hævet til 445 kr. fra 395 kr., viser data fra Bloomberg News.

Novonesis stiger 0,9 pct. til 378,20 kr. efter torsdagens plus på 2,2 pct.

Genmab stiger desuden 1 pct. til 1710 kr., efter at Wolfe Research har indledt dækning af aktien med anbefalingen "outperform" med et omregnet kursmål på 2075 kr.

Der er også analysenyt til NKT, som har fået hævet sit kursmål til 1050 kr. fra 990 kr. I samme ombæring fastholdes anbefalingen "køb", viser data fra Bloomberg News.

Kabelaktien falder 0,6 pct. til 796 kr.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 225 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig