05. aug. 2025 kl. 09:14
84 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/åbning: Novo og Mærsk-aktier tynger i grønt indeks

Med et klart flertal af C25-aktier i plus - dog ikke Novo - og som indikeret i futuresmarkedet åbner det danske aktiemarked tirsdag i fin form.

GN, Rockwool, Zealand og Genmab ligger i top uden selskabsspecifikke nyhed, mens bunden indtages af Novo og Mærsk-aktierne med beskedne fald.

Tirsdag efter godt fem minutters handel ligger det danske C25-indeks 0,5 pct. højere i indeks 1657,40 og 20 af indeksets 25 aktier stiger.

NOVO NORDISK SES FORTSAT I FOKUS OP TIL REGNSKAB

Novo Nordisk pryder fortsat medierne op til det endelige regnskab onsdag. Reuter og Bloomberg har tirsdag oplyst, at en række aktionærer har indgivet et søgsmål mod selskabet, der anklages for at have fremsat urigtige oplysninger vedrørende vækstpotentialet for selskabets GLP-1-forretning, der dækker over type 2-diabetesbehandlingen Ozempic og vægttabsbehandlingen Wegovy.

Novo-aktien falder 0,5 pct. til 311,65 kr. efter et plus mandag på 1,4 pct. Siden nytår er selskabets aktiekurs fortsat tæt på halveret. Alene i sidste uge faldt aktien knap 32 pct.

ANALYTIKERNYT TIL FLERE SELSKABER

Mærsk har forud for torsdagens halvårsregnskab fået sænket sin anbefaling til "sælg" fra "hold" af det norske finanshus Arctic Securities. Kursmålet bliver fastholdt på 11.000 kr. Franske Kepler Cheuvreux løfter derimod sit kursmål til 10.400 kr. fra 9250 kr. Men anbefalingen er uændret "reducer".

Mærsks B-aktie åbner tirsdag 0,6 pct. lavere i 12.795 kr. efter et plus mandag på 1,2 pct.

Carlsberg har fået hævet sin anbefaling til "hold" fra "sælg af Nordea. Banken offentliggør ikke kursmål, når anbefalingen er "hold". Nordeas kursmål inden ændringen var 700 kr.

Carlsbergs B-aktie stiger 0,3 pct. til 820 kr. efter et fald på 0,9 pct. mandag.

Netcompany har forud for næste uges regnskab fået hævet sin anbefaling til "køb" fra "hold" med en gentagelse af kursmålet på 300 kr. af ABG. Aktien stiger 3,6 pct. til 242,40 kr.

ISS har ligeledes forud for sit regnskab i næste uge fået løftet sit kursmål til 225 kr. fra 220 kr. af ABG, der gentager den positive anbefaling "køb". Aktien stiger 0,5 pct. til 186,60 kr. efter et plus mandag på 0,3 pct.

Transportkoncernen NTG har fået skåret kursmålet til 345 kr. fra 375 kr. af Nordea, der holder fast i anbefalingen "køb". Aktien stiger 1,5 pct. til 198,60 kr. NTG er også regnskabsaktuel i næste uge.

.\\˙ MarketWire



Claus Mikkelsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her