23. sep. 2025 kl. 09:11
28 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/åbning: Ørsted lyser op efter sejr i retten og løf...

Energiselskabet Ørsted har fremtrædende rolle omkring det danske aktiemarked tirsdag morgen, efter at en amerikansk domstol sent mandag gav grønt lys til at fortsætte arbejdet med havvindmølleprojektet Revolution Wind.

Det sender aktien til tops i C25-indelset, som også samlet er kommet positivt i gang med tirsdagen oven på mandagens fald på 1,0 pct.

Efter godt fem minutters handel tirsdag stiger eliteindekset med 0,8 pct. til 1665,53.

Mandagens fald herhjemme var forårsaget af fald til blandt andet Novo Nordisk og Zealand Pharma, der blev kølet lidt ned efter en brandvarm sidste uge.

Novo noterede over sidste uge en stigning på 11,6 pct., så faldet på 1,4 pct. mandag var dog ikke dramatisk. Tirsdag morgen stiger medicinalkæmpen med 0,3 pct. til 384,25 kr.

Zealand Pharma løftes samtidig med 2,0 pct. til 455,20 kr.

ØRSTED FÅR RET I RETTEN

Den store stjerne er dog Ørsted, som stiger med 9,3 pct. til 121,10 kr. fra start.

Det sker, efter at en distriktsdomstol i Washington mandag nedlagde et midlertidigt forbud mod en ordre fra det amerikanske indenrigsministerium om et byggestop på havvindprojektet Revolution Wind på 704 megawatt (MW).

Myndighederne udstedte ordren den 22. august, og den 4. september stævnede Revolution Wind myndighederne for at få ordren ophævet.

Sejren i retssalen udløste også en stor stigning til Ørsteds amerikanske notering mandag, og hos Nordnet pegede investeringsøkonom Per Hansen inden åbningen på, at noget lignende meget vel kunne blive tilfældet herhjemme tirsdag, selv om Ørsted allerede mandag steg med 5,1 pct.

Hos børshuset Clarksons har analytikerne desuden efter meldingen løftet deres anbefaling af Ørsted til "neutral" fra "sælg" og samtidig skruet kursmålet op til 125 kr. fra 120 kr.

UNIBREW FÅR LØFTET ANBEFALING

Jyske Bank ser gode muligheder forude for bryggeriet Royal Unibrew, der har fået løftet anbefalingen til "køb" fra "hold". Kursmålet fastholdes på 590 kr.

Banken henviser i et analysenotat tirsdag morgen til en svag kursudvikling for Unibrew, mens aktiecasen er stærk.

- I en tid, hvor væksten i drikkevaresektoren generelt er under pres, særligt salget af traditionel øl, fremstår Royal Unibrew som et stærkt kort med dets ambitiøse langsigtede vækstmålsætninger om en organisk EBIT-vækst på 6-8 pct., skriver Jyske Bank blandt andet.

- Lykkes det for selskabet af indfri målsætningen, bør det alt andet lige være nok til at løfte aktien tilbage mod historiske værdiansættelsesniveauer, fortsætter banken.

Unibrew stiger fra start med 1,2 pct. til 480,80 kr.

GN har fået hævet kursmålet til 110 kr. fra 82 kr. af finanshuset Goldman Sachs. Anbefalingen af aktien bliver dog fastholdt på negative "sælg", fremgår det af data fra Bloomberg News.

GN-aktien stiger i tirsdagens tidlige handel med 1,0 pct. til 116,10 kr.

For Danske Bank er der også fortsat mere at hente på børsen, vurderer Nordea, som løfter sit kursmål for bankkollegaen til 310 kr. fra 290 kr. Samtidig fastholdes den positive anbefaling "køb", fremgår det af et notat.

Danske Banks aktie stiger fra start med 1,5 pct. til 272 kr.

SÆNKEDE KURSMÅL TIL DSV OG MÆRSK

I modsat retning er det gået for både Mærsk og DSV, der har måttet lægge navn til sænkede kursmål hos henholdsvis Morgan Stanley og Barclays.

Mærsk har fået sænket kursmålet hos Morgan Stanley med godt 11 pct. til 10.000 kr. fra 11.400 kr., fremgik det sent mandag af data fra Bloomberg News.

Anbefalingen er fortsat "undervægt".

DSV har samtidig fået sænket sit kursmål hos Barclays til 1700 kr. fra 1800 kr., men her står anbefalingen "overvægt" ved magt, fremgår det af Bloomberg News.

Mærsks B-aktie er sidst i C25 med et fald på 1,2 pct. til 12.790 kr. tirsdag morgen. DSV falder med 0,2 pct. til 1293 kr.

.\\˙ MarketWire



Mikkel Brix Kvols +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her