10. nov. 2025 kl. 11:50
57 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Novo og sønderslåede aktier får genrejsnin...

Risikoappetitteten er i top mandag efter øget håb om en snarlig genåbning af det amerikanske statsapparat, hvor især nogle af sidste uges prygelknaber har vind i sejlene.

Det gælder blandt andet for Novo Nordisk, som vinder lidt af sidste uges tab tilbage, efter at medicinalkæmpen er blevet sorteret fra i budkrigen om amerikanske Metsera.

- Der er grønne markeder. Det gælder også i resten af Europa efter meldinger om en snarlig genåbning af det amerikanske statsapparat, udtaler senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til MarketWire.

Genåbningen er ikke bekræftet endnu, men der har været en afstemning i Senatet natten til mandag, hvor der er opbakning til et lovforslag om at afslutte nedlukningen.

Samlet set ligger C25-indekset med et plus på 1,0 pct. i 1698,24, hvilket er en smule svagere end fremgangen på 1,4 pct. for det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks.

NOVO TRÆKKER SIG FRA BUDKRIG OM METSERA

Novo Nordisk-aktien løftes mandag med 2,7 pct. til 299,10 og dermed kommer aktien lidt væk fra fredagens lukkekurs, der var den laveste siden 6. august.

I løbet af weekenden oplyste Novo Nordisks udkårne - det amerikanske biotekselskab Metsera - at det har valgt et bud fra Pfizer frem for et ellers højere bud fra Novo Nordisk.

Det sker ifølge Bloomberg News efter en opringning fra de amerikanske konkurrencemyndigheder, der oplyste Metsera om potentielle risici forbundet med et gå videre med et salg til Novo Nordisk. Pfizer derimod havde allerede fået grønt af konkurrencemyndigheden til at gå videre med et opkøb.

- Det efterlader Novo Nordisk samme sted som før den her budkrig. Jeg tror, at Novo Nordisk gerne ville have haft fat i Metsera, men det var ikke liv eller død for virksomheden, vurderer Søren Løntoft Hansen, analytiker i Sydbank, over for Ritzau, om det kuldsejlede opkøb for op til over 60 mia. kr.

Sidste uge var særdeles begivenhedsrig for Novo Nordisk, der fremlagde regnskab for tredje kvartal onsdag og dæmpede forventningerne, og indgik en stor prisaftale med USA´s præsident, Donald Trump, torsdag aften.

Også fedmekollegaen Zealand Pharma var udsat for salgspres sidste uge efter blandt andet opløftende forsøgsdata for en vægttabskandidat, der kan blive en konkurrent til et af det danske biotekselskabs vægttabshåb.

Zealand-aktien løftes med 3,2 pct. til 440,60 kr.

EFTERDØNNINGER PÅ SIDSTE UGES REGNSKABER

Sidste uge var tæt pakket med regnskaber fra den øverste hylde på den danske fondsbørs, hvor blandt andet Ambu og Pandora efterfølgende blev hårdt presset.

- Der er lidt efterdønninger på det, vi oplevede i sidste uge. Der er comeback til nogle af dem, der var rigtig hårdt ramt, udtaler Martin Munk med henvisning til blandt andet Ambu og Pandora.

Ambu stiger 2,9 pct. til 84,10 kr.

Smykkekoncernen Pandora var også i modvind sidste uge med et dyk på 11 pct. efter et regnskab, som Jyske Banks senioraktierådgiver ikke ser som så dårligt endda.

På trods af modvind fra et solidt løft i sølvprisen på mere end 3 pct. ligger Pandora-aktien med et plus på 2,9 pct. i 792,40 kr.

Rockwool ligger med en stigning på 2,3 pct. i 214,05 kr. med fremme i C25-feltet efter en positiv kommentar om udsigterne for 2026 fra den irske konkurrent Kingspan.

.\\˙ MarketWire



Jakob Due Jakobsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her