24. sep. 2025 kl. 11:37
50 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Vestas til tops efter amerikansk ordre i h...

På bagkant af en amerikansk ordre indtager Vestas toppen af det danske eliteindeks, hvor bankerne er udsat for gevinsthjemtagning efter en god tirsdag.

- Det er relativt nyhedsfattigt på makrofonten. Vi har fået IFO-tal fra Tyskland, som er kommet ind lidt svagere end ventet. Men ellers er det godt nok småt med store nyheder, udtaler Jyske Banks senioraktierådgiver Martin Munk med henvisning til formiddagens tyske erhvervstillidstal.

I Europa ligger det brede Stoxx 600-indeks med et fald på 0,3 pct., og den tendens følges herhjemme, hvor C25-indekset ligeledes taber 0,3 pct. til 1660,66 efter tirsdagens optur på 0,9 pct.

VESTAS VINDER AMERIKANSK ORDRE

Vestas stiger 2,0 pct. til 119,45 kr., efter at vindmøllekoncernen tirsdag efter lukketid kunne præsentere en ordre på 320 MW til det vigtige amerikanske marked.

- Det synes vi lover rigtig godt, at der er kommet hul på bylden derovre. Der nu er tiltro til, at man kender betingelserne i USA, efter at skatterabatten er kommet på plads, udtaler Martin Munk.

Der kan også vise sig flere ordrer fra vindmøllekoncernen i den kommende uge, da kvartalsafslutningen typisk byder på øget ordreaktivitet.

Kollegaen Ørsted fortsætter opturen med et plus på 1,6 pct. til 117 kr. efter tirsdagens fremgang på 4,0 pct., der kom, efter at energikoncernen fik lov til at fortsætte arbejdet med den amerikanske havvindmøllepark Revolution Wind.

DSV-aktien løftes 0,2 pct. til 1326,50 kr., efter at norske DNB Carnegie har løftet sit kursmål for transportaktien til 2040 kr. fra 1927 kr. med en fastholdt købsanbefaling.

GEVINSTHJEMTAGNING I BANKAKTIERNE

De danske bankaktier var flyvende tirsdag med en C25-topplacring til Sydbank, der steg 4,3 pct., hvor en del af forklaringen ifølge Martin Munk kan være en positiv sektoranalyse fra Nordea.

I Europa ligger finansaktierne også blandt de svageste sektorer onsdag fortæller Martin Munk, der vurderer, at dagens fald til de danske bankaktier måske kan forklares med, at de i går fik lige lidt rigeligt til opsiden og derfor er udsat for gevinsthjemtagning.

Herhjemme er Sydbank at finde som bundskraber i eliteindekset med et fald på 3,0 pct. til 502 kr. Danske Bank og Jyske Bank følger trop med fald på 2,3 pct. og 2,0 pct.

Nordea klarer sig betydeligt bedre med en stigning på 0,2 pct. til 104,40 kr., efter at finanshuset Jefferies har sat sit kursmål for aktien op med næsten 11 pct. til 16,60 euro, eller knap 123,9 kr. fra 15,00 euro.

Med et fald på 1,6 pct. til 840,80 kr. ligger Pandora også i den tunge ende af eliteindekset, hvilket kommer i kølvandet af to sænkede kursmål.

Morgan Stanley har skåret sit kursmål med 15 pct. til 1000 kr. og canadiske RBC Capital har reduceret sit kursmål med 10 pct. til 900 kr.

.\\˙ MarketWire



Jakob Due Jakobsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her