26. sep. 2025 kl. 08:16
37 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/tendens: Medicinsektoren i sigtekornet for Trumps ...

En række nye opslag på det sociale medie Truth Social fra USA´s præsident, Donald Trump, om told kan fredag bringe de danske medicinalaktier i fokus.

Torsdag var det de danske producenter af medicinsk udstyr, der var presset af præsidentens toldhammer, og natten til fredag er sigtekornet så blevet rettet mod medicinalselskaberne uden for USA - dog med mulighed for undtagelse.

- Fra 1. oktober 2025 vil vi indføre en told på 100 pct. på ethvert brandet eller patenteret farmaceutisk produkt, medmindre selskaber er ved at bygge deres medicinalfabrikker i USA, skriver han i et opslag.

- "Er ved at bygge" vil være defineret som "har taget første spadestik" og/eller "under opførelse". Der vil derfor ikke være told på disse farmaceutiske produkter, hvis byggeriet er startet, fortsætter Donald Trump.

Også store lastbiler, køkkenskabe og badeværelsesprodukter vil blive pålagt yderligere told, varsler præsidenten.

Dermed kan modvinden fra torsdag, hvor det danske C25-indeks dykkede 1,4 pct. til 1640,38, fortsætte. Futuren for det tyske DAX-indeks peger ellers mod en fremgang på 0,2 pct. fra morgenstunden, mens en småsur stemningen præger i USA med fald i futures på 0,0-0,1 pct.

Fredag byder vanen tro også på nyt for A.P. Møller-Mærsk med den seneste opgørelse for rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI).

Oven i venter i eftermiddag nyt om den amerikanske inflation, når PCE-kerneprisdeflatoren for august offentliggøres. Kerneinflationen ventes i august uændret, mens den overordnede PCE-inflation ses tiltage til 2,7 pct. fra 2,6 pct.

NY USIKKERHED RAMMER MEDICINAL

De danske medicinalaktier kan fredag komme under pres fra ny usikkerhed, efter at præsident Donald Trump igen har varslet told - denne gang mod netop medicinalvarer.

Det kan sætte medicinalproducenter som Novo Nordisk, Genmab og Lundbeck under pres, mens også biotekselskaber som Zealand Pharma kan blive trykket af stemningen.

Meget er dog endnu uklart om tolden. For de flestes vedkommende investeres der enten direkte eller gennem partnere i USA.

- Den faktiske kommentar fra præsidenten er direkte, men konsekvenserne kan være et sted mellem vag eller ligegyldig, skriver Jared Holz, der er specialist i medicinalaktier hos Mizuno Securities, i et notat ifølge Bloomberg News.

- Alle større spillere er til stede med produktion i USA, og næsten alle har annoncerede stigende investeringer direkte forbundet med lokal produktion, fortsætter han.

Ifølge Reuters bør USA´s eksisterende handelsaftaler med EU, Japan og Storbritannien betyde en fritagelse for tolden.

Novo Nordisk faldt torsdag 2,8 pct. til 361,10 kr., Genmab satte sig 0,8 pct. til 1852,50 kr., og Zealand Pharma dykkede 4,3 pct. til 449,90 kr. Uden for C25-indekset bakkede Lundbeck 0,4 pct. til 45,42 kr.

Torsdag var det medicosektoren, der stod for skud, da Trump-administrationen annoncerede en undersøgelse af import på blandt andet medicinsk udstyr. Konsekvenserne af toldudspillet står endnu uklart, men usikkerheden var til at føle på.

Coloplast faldt 3,7 pct. til 550,40 kr., og Ambu sivede 6,3 pct. til 91,05 kr., mens høreapparatduoen Demant og GN faldt 4,8 og 6,6 pct. til henholdsvis 226,20 kr. og 108,60 kr.

FRYGT FOR VIGENDE FRAGTRATER

A.P. Møller-Mærsk kan stå op til nye tal for fragtraterne, når der ved dansk børsåbningstid offentliggøres nyt om SCFI-indekset.

Og der kan være lagt op til nye fald, hvis der tages udgangspunkt i udviklingen i et andet fragtindeks WCI, der opgøres af Drewry.

Den seneste uge faldt WCI-indekset med 8,0 pct. til 1760,94 dollar. Det var 15. uge i træk med vigende fragtrater.

Sidste uge faldt SCFI-indekset mere end 14 pct. efter blandt andet et dyk i raterne til den amerikanske vestkyst fra Kina.

B-aktien i Mærsk bakkede torsdag 2,1 pct. til 12.905 kr.

.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her