16. sep. 2025 kl. 08:22
41 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/tendens: Novo kan blive trækhest i C25 efter løfte...

To af børsens kæledægger kan tirsdag blive sendt i hver sin retning efter nyt fra analytikerkorpset.

Novo Nordsk kan tirsdag blive understøttet af en løftet anbefaling hos Rothschild, mens Ørsted skal kæmpe med en sænket anbefaling fra Santander.



Mandag steg det danske C25-indeks med 0,7 pct. til 1670,23 drevet af blandt andet fortsatte forhåbninger til en rentenedsættelse i USA.

Det håb er fastholdt tirsdag morgen, da de amerikanske aktieindeksfutures ligger med stigninger på 0,1 pct. og det samme er tilfældet for futuren for det tyske DAX-indeks, der normalt er et godt barometer for det danske aktiemarked.

Forud for onsdagens vigtige rentemelding fra USA lander også en række vigtige nøgletal.

- I dag holder investorerne især øje med detailsalget fra USA. Men der kommer også en række andre vækst- og inflationssignaler fra USA. Industriproduktionen er nok den næstvigtigste, men vi får også importpriser og byggefirmaernes konjunkturindeks. Fra Tyskland kommer konjunkturindikatoren, ZEW, skriver Jyske Bank i sin morgenkommentar.

NOVO FÅR LØFTET ANBEFALINGEN AF ROTHSCHILD

Novo Nordisk-investorerne har ikke haft meget at smile af de seneste 15 måneder, hvor kursen er faldet mere end 60 pct., men børshuset Rothschild & Co Redburn vurderer nu, at tiden er kommet til at købe aktien.

Børshuset hæver nemlig sin anbefaling for aktien til "køb" fra "hold", mens kursmålet bliver sænket til 440 kr. fra 500 kr.

Kursmålet indikerer også fortsat et kurspotentiale på 23,9 pct. fra mandagens lukkekurs på 355,10 kr., der blev en realitet efter en stigning på 2,0 pct. over dagen.

ØRSTED ER IKKE POPULÆR HOS SANTANDER

Ørsted var mandag i ilden med detaljerne om sit 60 mia. kr. store aktiesalg, og det var ikke så skræmmende læsning endda, da aktien kunne nøjes med et fald på 1,1 pct. til 198,15 kr. til trods for udsigten til salget af 900,8 mio. nye aktier til kurs 66,60 kr. stykket.

I kølvandet af mandagens meddelelse har det spanske finanshus Santander sænket sin anbefaling for aktien til negative "underperform" fra "neutral", mens kursmålet er mere end halveret til 121 kr. fra 290 kr.

Den danske energigigant kæmper fortsat med den amerikanske regering om at få ophævet ordren om byggestop på vindmølleprojektet Revolution Wind.

Trump-administrationen har mandag argumenteret over for en domstol for, at byggestoppet ikke kan ophæves, da Revolution Wind ifølge regeringen ikke har forklaret, hvordan "manglen på allerede brugte penge ville true virksomhedens fremtidige levedygtighed", fremgår det.

MÆRSK FÅR LØFTET KURSMÅLET AF GOLDMAN

Mærsk-investorerne kan tirsdag glæde sig over et løftet krusmål fra Goldman Sachs, der nu ser aktien nå 13.300 kr. inden for en periode på 12 måneder mod tidligere ventet 11.700 kr.

B-aktien lukkede mandag med en stigning på 1,3 pct. i 13.550 kr. Det amerikanske finanshus ser derfor stadig et negativt potentiale og på den baggrund gentages anbefalingen "neutral".







.\\˙ MarketWire



Jakob Due Jakobsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her