22. sep. 2025 kl. 08:19
63 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/tendens: Ørsted og Novo Nordisk dagens jokere i ma...

Der er ikke lagt op til de store udsving på det danske aktiemarked mandag. Men Ørsted og Novo Nordisk kan blive dagens jokere i et marked præget af en let negativ undertone.

Ørsted står foran en vigtig domstolsafgørelse fra USA vedrørende havmølleprojektet Revolution Wind, og Novo Nordisk - og i øvrigt også Zealand Pharma - kan skæve til en fortsat solid satsning i medicinalsektoren, der igen investerer stort i lægemiddeludvikling rettet mod svær overvægt.

Det er den amerikanske pharmagigant Pfizer, som er på vej til at overtage biotekselskabet Metsera, der har flere lægemiddelkandidater rettet mod behandling af fedme i pipelinen.

Internationalt er der dog lagt op til en næsten flad åbning på det europæiske kontinent.

De amerikanske aktiefutures viger en anelse, efter at de amerikanske aktier fredag fortsatte rekordfærden med nye lukketoppe til alle tre hovedindeks, men rekordrækken står til at blive brudt mandag, hvor futures indikerer begrænsede kursfald på 0,1 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.

Dertil kommer en lang talerække af amerikanske pengepolitiske topfolk, der kan sætte lidt gang i spekulationer om renteudviklingen i USA.

De europæiske futures peger på en let negativ retning. Stoxx 50-futuren falder 0,1 pct., mens DAX-futuren peger på et minus i Frankfurt på knap 0,2 pct.

Fredag lukkede det danske C25 -indeks i 1669,78 efter et fald på samlet 0,9 pct.

KONKURRENCE INDEN FOR FEDMEBEHANDLING SPIDSER TIL

Novo Nordisk og Zealand Pharma kan se frem øget konkurrence på markedet for lægemidler til behandling af svær overvægt.

Den amerikanske medicinalgigant Pfizer er ifølge Financieal Times på vej mod et stort opkøb af det amerikanske biotekselskab Metsera, der arbejder på at udvikle lægemidler til fedmebehandling.

Købsprisen vurderes at kunne løbe helt op i 7,3 mia. dollar svarende til over 46 mia. kr.

Novo Nordisk faldt fredag 1 pct. til 388,60 kr., mens Zealand Pharma steg 0,4 pct. til 467,40 kr.

Energikoncernen Ørsted har meget på spil mandag, hvor en amerikansk domstol tager stilling til et søgsmål fra joint venturet bag det 80 pct. færdige havmølleprojekt Revolution Wind, der er ligeligt ejet af Ørsted og Skyborn.

Gruppen forsøger at få omstødt det amerikanske justitsministeriums pålæg om at stoppe det videre arbejde med projektet. Hvis ikke byggeriet snart genoptages kan det føre til kaskader af forsinkelser og ugentlige omkostninger på op til 96 mio. kr.

Ørsted, der er i færd med at rejse 60 mia. kr. via aktiesalg, har i øvrigt fået skåret sit kursmål ned til 115 kr. fra 155,62 kr. hos DNB Carnegie.

Ørsted lukkede fredag i 105,40 kr. efter et fald på 0,3 pct.

Entreprenørkoncernen MT Højgaard skal bygge to nye metrostationer i Nordhavn.

Koncernen har vundet et udbud hos Metroselskabet, der omfatter planlægning, udvikling og opførelse af metrostationerne. MT Højgaard Danmark er valgt som totalentreprenør, og de skal samarbejde med Rambøll og Cobe om projektet.

Kontrakten ventes at have en samlet sum på 900 mio. kr., og byggeriet ventes indledt i 2027 og færdiggjort i 2030.

MT Højgaard steg fredag 0,6 pct. til en slutkurs på 427 kr.

SEB har kigget lidt på høreapparatkoncernen Demant. Det svenske finanshus løfter kursmålet med knap 7 pct. til 325 kr. fra hidtil 305 kr.

SEB gentager anbefalingen "køb" af Demant-aktien, der fredag faldt 0,5 pct. til 238 kr.

Lundbeck og partneren Otsuka har i weekenden fået afvist en ansøgning om markedsføringstilladelse af lægemidlet Rexulti til behandling af PTSD i USA.

Amerikanske FDA har vendt tomlen ned til, at Rexulti og lægemidlet Sertraline kan bruges i kombination til behandling af PTSD, da lægemiddelmyndighederne ikke finder væsentlige beviser for effekten. Der er dog ikke tale om den store overraskelse, da et FDA-ekspertpanel ikke kunne anbefale ansøgningen i juli.

Lundbeck B sluttede fredag i 45 kr. efter en stigning på 0,5 pct.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her