05. nov. 2025 kl. 09:45
31 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Ambu/CEO: Amerikansk told gør indhug - venter positive ef...

Ambu er parat med tiltag, der skal skærme mod den amerikanske toldmodvind, som har været et gennemgående tema i årets løb.

I det forgangne regnskabsår har det danske selskab holdt tæt om de konkrete effekter af USA´s told, men i årsregnskabet for perioden sætter Ambu nu tal på påvirkningen i 2025/26.

Her ventes den amerikanske told at tynge indtjeningsevnen med omkring 2 pct.point, og overskudsgraden før særlige poster ventes således at ende på 12-14 pct.

Ambu har dog flere tiltag i ærmet, der skal afbøde den amerikanske told, heriblandt investeringer i selskabets store fabrik i Mexico og fabrikkerne i USA. Effekterne ventes allerede at vise sig i år.

- Det er allerede i løbet af året, at vi vil være i stand til at mitigere noget af det her, fortæller Britt Meelby Jensen, der er administrerende direktør i Ambu, til MarketWire.

- Vi er sat ret godt op, i forhold til at vi har en fabrik med masser af ledig kapacitet i Mexico, hvor vi også har været istand til at flytte en del af produktionen hen, fortsætter hun.

Sammen med fabrikker i USA er Ambu derfor "sat rigtig godt op" til at håndtere tolduroen, tilføjer topchefen.

I regnskabet nævner Ambu også øvrige afbødende tiltag. Det ønsker Britt Meelby Jensen dog ikke at kommentere.

- Jeg kan ikke rigtig kommentere, hvad det præcis er for nogle tiltag, vi har.

"BACK-END LOADED" ÅR

Ambu venter i 2025/26 at levere en organisk vækst på 10-13 pct. og en driftsmargin før særlige poster på 12-14 pct.

Størstedelen af væksten og indtjeningen vil blive realiseret i årets senere kvartaler som følge af et svært sammenligningsgrundlag i årets første kvartaler.

- For et år siden sagde vi, at vi ville have et mere "front-end loaded" år, hvor vi ville se større vækst i de første par kvartaler. Der havde vi et par ret stærke kvartaler, hvilket selvfølgelig også betyder, at det vi sammenligner med, er et par stærke kvartaler, forklarer Britt Meelby Jensen.

Omvendt var de senere kvartaler i 2024/25 knap så vækstrige.

Ambu leverede lige netop en tocifret vækst i fjerde kvartal, hvor den organiske fremgang lød på 10,0 pct., hvilket var under markedets forventning.

Skuffelsen fulgte en lavere vækst i vækstbenet Endoscopy Solutions, som dog blev modsvaret lidt af en fortsat stærk udvikling i divisionen Anesthesia & Patient Monitoring.

Endoskopforretningen var ramt af en tilbagegang i salget af endoskoper til kikkertundersøgelser på øre-næse-hals-området. Også væksten i området Respiratory, der tæller lungeendoskoper, var lidt til den svage side.

- Det er meget timing af vores order og meget på distributørsiden i kvartalet, siger Britt Meelby Jensen.

For øre-næse-hals-området var det ligeledes ordretiming og en smal portefølje, der påvirkede negativt. Der er dog ikke tale om systemiske udfordringer, fastslår topchefen.

- Det er helt klart en kombination af primært ordrer, men også, at det ikke er der, vi har det største fokus.

Ambu holdt i oktober kapitalmarkedsdag, hvor strategien frem til 2029/30 blev fremlagt. Her fortalte medicoselskabet, at de primære fokusområder på endoskopmarkedet vil være inden for urologi og lungeendoskopi, mens øre-næse-hals og området for tarmendoskopi vil være mere sekundære.

.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her