Skjult gæld hos amerikanske tech-giganter er ottedoblet på fire år til anslået 1650 mia. dollar.
Det skriver Nikkei Asia tirsdag.
Det skyldes, at investeringer i kunstig intelligens er steget voldsomt. Den skjulte gæld overstiger den faktiske gæld, og det gør det sværere for investorer at vurdere risikoen.
Nikkei har undersøgt de seneste regnskaber og andet materiale fra Alphabet, Microsoft, Amazon, Meta og Oracle. De fire første ventes at offentliggøre regnskaber for andet kvartal fra onsdag, hvilket betyder, at gælden kan være steget yderligere.
De fem virksomheders skjulte gæld, gæld som ikke fremgår af balancen, udgjorde i alt 1650 mia. dollar i det seneste kvartal, hvilket overstiger den balanceførte gæld på 1350 mia. dollar.
Metas gæld uden for balancen er særlig høj og på omkring 420 mia. dollar, svarende til næsten tre gange den registrerede gæld.
Virksomheder indgår langsigtede købsaftaler for grafikprocessorer (GPU'er) og servere for at styrke datacentre og andre computerressourcer, der skal drive kunstig intelligens-udviklingen. Og opførelse af datacentre kræver investeringer i milliard- eller endda tusindvis af milliard-investringer.
Teknologivirksomhederne indgår ofte lejeaftaler med datacenteroperatører for at holde de indledende omkostninger nede. Og i henhold til regnskabsreglerne behandles GPU'er og servere under langtidskontrakter, der endnu ikke er leveret - samt lejeaftaler for datacentre, der endnu ikke er operationelle - som poster uden for balancen.
Virksomhederne oplyser ikke om fremtidig gæld i deres balance, men i noterne til deres kvartalsregnskaber. Det er en legitim praksis i henhold til regnskabsreglerne, men kan gøre det vanskeligt for private investorer at erkende risiciene.
Men nogle i markedet er begyndt at vise tegn på bekymring. Morgan Stanley har analyseret sagen i detaljer i en investorrapport, mens kreditvurderingsbureauet Moody's også påpeger i en rapport, at forpligtelser til leasingaftaler, der endnu ikke er påbegyndt, var ved at stige voldsomt.
Teknologivirksomhederne venter, at fremtidig indtjening vil overstige gældsposterne. Microsofts, Alphabets og Amazons har offentliggjort efterslæb for cloud-tjenester og andre virksomheder for omkring 1450 mia. dollar ved udgangen af marts.
Alle de omtalte virksomheder har afvist at kommentere den stigende skjulte gæld.
.\\˙ MarketWire