De asiatiske aktiemarkeder ryster kursfald på Wall Street af sig, mens de japanske og kinesiske investorers tilbagevenden bidrager til en øget likviditet på de regionale markeder.
De amerikanske aktier blev ramt af endnu et AI-relateret udsalg, der gav endnu en bekymring hos de i forvejen rystede investorer, der lå under for usikkerheden omkring den amerikanske præsident Donald Trumps toldpolitik og de geopolitiske spændinger mellem USA og Iran.
En pessimistisk analyse fra Citrini Research om de mulige risici for den globale økonomi lagde yderligere pres på den nervøse investorstemning.
- Det stemmer overens med en del af de nuværende bekymringer. De asiatiske aktiemarkeder har ikke samme eksponering mod mega-tech-aktier, men de er stadig ret eksponerede mod AI-revolutionen - de klarer sig godt, fordi der stadig er den eksponering mod AI, uden bekymringer om værdiansættelsen, siger analytiker Tony Sycamore fra IG i Sydney til Reuters.
MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavsområdet uden for Japan er på rette vej med en stigning på 0,4 pct., trukket op af de store benchmarkindeks i Taiwan og Sydkorea, der med et plus på 2,5 pct. i Taiex-indekset og 1,9 pct. i Kospi-indekset begge ligger på rekordniveau.
Samtidig peger de amerikanske aktiefutures på stigninger på 0,2-0,5 pct., når aktiemarkedet åbner i New York senere på dagen.
I Tokyo indhenter investorerne udviklingen på Wall Street efter den lange weekend.
Nikkei-indekset stiger 0,9 pct., mens det bredere Topix-indeks stiger 0,1 pct.
De kinesiske børser på fastlandet er genåbnet efter den mere end en uge lange nytårsfejring. Investorerne skæver til den internationale udvikling i perioden, mens der samtidig satses på, at den amerikanske højesterets afgørelse mod præsident Donald Trumps toldsatser vil gavne kinesisk eksport.
Shanghai Composite og "blue chip"-indekset CSI 300 stiger henholdsvis 1,2 pct. og 1,3 pct., mens børsen i Hongkong er markedets sorte får med et minus på Hang Seng-indekset på 1,9 pct.
I Singapore er investorerne også uldne. Strait Times-indekset viger 0,7 pct., mens det australske ASX 200-indekset lukker med et tab på beskedne 0,1 pct.
| Indeks | Udvikling (%) |
| Nikkei 225 | +0,9 |
| Topix | +0,1 |
| Hongkongs Hang Seng | -1,9 |
| China Shanghai Composite | +1,2 |
| China CSI 300 | +1,3 |
| Taiwan Taiex | +2,5 |
| Sydkoreas Kospi | +1,9 |
| Indiens BSE Sensex | -0,8 |
| Singapores STI | -0,7 |
| Sydney ASX 200 | -0,1 |
.\\˙ MarketWire