06. nov. 2025 kl. 13:15
42 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Bank of England holder renten på 4 pct. men efter stor ue...

Den britiske centralbank, Bank of England, fastholder sin ledende rente på 4,0 pct.

Men afgørelsen var tæt, idet fem af de ni medlemmer af bankens pengepolitiske komité stemte for en fastholdelse, mens de fire resterende medlemmer stemte for at sænke renten med 25 basispoint.

De fleste økonomer, som Bloomberg News havde adspurgt på forhånd, havde ventet en rentefastholdelse, men der var også nogle, der havde sat næsen op efter en rentenedsættelse på 25 basispoint.

Centralbanken sænkede senest renten i august, da den blev sat ned fra 4,25 pct.

- Forbrugerprisinflationen vurderes at have toppet. Fremskridtene med den underliggende disinflation fortsætter, understøttet af den stadig restriktive pengepolitik. Dette afspejles i en afmatning i lønvæksten og serviceprisinflationen, skriver Bank of England i rentemeddelelse.

Banken tilføjer, at den underliggende disinflation understøttes af en afdæmpet økonomisk vækst og stigende ledighed på arbejdsmarkedet.

- Den monetære politik er indrettet med henblik på at afbalancere risiciene i forbindelse med at nå inflationsmålet på 2 pct. på en bæredygtig måde. Risikoen for en mere vedvarende inflation er for nylig blevet mindre udtalt, og risikoen for inflationen på mellemlang sigt som følge af svagere efterspørgsel er blevet mere tydelig, således at risiciene samlet set nu er mere afbalancerede, skriver Bank of England.

Banken ser dog behov for flere oplysninger om begge dele.

- Den restriktive pengepolitik er blevet mindre restriktiv, da styrerenten er blevet sænket. Omfanget af yderligere sænkninger vil derfor afhænge af udviklingen i inflationsudsigterne. Hvis disinflationen fortsætter, vil styrerenten sandsynligvis fortsætte med at falde gradvist, skriver Bank of England.

.\\˙ MarketWire



Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her