16. sep. 2025 kl. 16:12
36 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Cheføkonom: Detailsalg mindsker chancen for stor rentesæn...

Argumentet for at skære renten med mere end 25 basispoint på onsdagens rentemøde i USA har tirsdag fået mindre vind i sejlene som resultat af udviklingen i det amerikanske detailsalg.

Det vurderer Jes Asmussen, der er cheføkonom hos SJF Bank.

- Vi kan nok stadig regne med at der kommer en rentenedsættelse, men med mulige spekulationer i markederne om en såkaldt ’jumbo’-rentenedsættelse - a la hvad vi så på samme tidspunkt sidste år - så er der altså en mulighed for, at nogen vil blive skuffede, når Fed-chef Powell og Co. annoncerer deres rentebeslutning i morgen, på hvad der nok må karakteriseres som et af de mest spændende rentemøder i meget lang tid, skriver cheføkonomen i en kommentar til tirsdagens nøgletal.

Detailsalget udviklede sig overraskende stærkt i august, hvor salget steg med 0,6 pct i forhold til måneden før, mens økonomer ifølge Bloomberg News havde ventet en stigning på 0,2 pct.

Jes Asmussen fremhæver, at der ikke er tegn på, at det vigtige privatforbrug for alvor er begyndt at bremse op, selv om arbejdsmarkedet ser svagt ud og forbrugertilliden er i bund.

- Det skal naturligvis ikke udelukkes, at der kan komme mere svaghed i forbruget fremadrettet, men lige nu er der altså ikke umiddelbart noget, der tyder på, at det er tilfældet, fortsætter Jes Asmussen.

Cheføkonomen hælder mest til et scenarie, hvor den amerikanske centralbank, Federal Reserve, sænker renten med 25 basispoint, for at skabe arbejdsro på den politiske front.

Jes Asmussen tilføjer dog, at den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, ikke umiddelbart vil bekræfte markederne i, at der nu er åbnet for stribevis af rentesænkninger over de næste møder. Det skyldes en stædig høj inflation, og at økonomien ikke er bremset op i et omfang, der berettiger det.

.\\˙ MarketWire



Rasmus Hall +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her