Australske Cochlear, der - som navnet byder - producerer og sælger cochlear-implantater til svært hørehæmmede, blev sendt i vejret i den australske aktiehandel tirsdag, efter at selskabets årsregnskab gav lidt lettelse til markedet.
Tidligere i år - i april - chokerede Cochlear ellers markedet med en stor nedjustering med henvisning til rekordlav forbrugertillid på det store amerikanske marked.
Det sendte aktien i selskabet selv kraftigt ned og påvirkede også store høreapparatproducenter som Demant og Sonova negativt.
Men i årsregnskabet viste det underliggende overskud sig at ramme helt i toppen af de nedjusterede forventninger fra april, da det blev 322,4 mio. australske dollar.
Analytikerne havde på forhånd ventet 296,4 mio. australske dollar ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News. Cochlear selv sænkede i april sine forventninger til 290-330 mio. australske dollar fra tidligere 435-460 mio. australske dollar.
Samtidig peger det australske selskab i regnskabet også på en god modtagelse af nye produkter og sigter i sin nye prognose efter fremgang i det underliggende overskud, som ventes at blive 330-350 mio. australske dollar i 2026/27.
Regnskabet udløste en stigning på 7,4 pct. til 141,01 australske dollar i tirsdagens handel.
.\\˙ MarketWire