04. nov. 2025 kl. 17:59
17 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Demant presset af ny nedgang i privat amerikansk marked i...

Demant kom vækstmæssigt pænt gennem tredje kvartal, men igen var fremgangen i særlig grad drevet af det danske høresundhedsselskabs detailforretning, mens engrosforretningen for høreapparater haltede lidt mere.

Og det skyldtes særligt en sekventiel nedgang på den private del af det store amerikanske marked, der er verdens største enkeltmarked, oplyser Demant i tirsdagens periodemeddelelse.

Her gentages også prognosespændende for hele 2025, men det understreges dog, at Demant nu ser sandsynlighed for, at resultaterne vil ende i den lave ende af intervallerne.

Forklaringen på det skal findes både i et bogført tab fra salget af Oticon Medical, der blev annonceret i forrige uge - og i en nedgang i det private amerikanske høreapparatmarked, der rammer væksten.

VENTER AT VÆKSTEN VENDER TILBAGE SENERE

Men ser man på antagelserne om den samlede markedsvækst fra Demant, er de på samme niveau som tidligere.

Selskabet venter således stadig en stykvækst på 2-4 pct. og en negativ udvikling i de gennemsnitlige salgspriser på omtrent 1 pct., hvilket giver en samlet værdivækst på 1-3 pct.

Det er noget under den normale vækstrate og skyldes et usikkert makroøkonomisk miljø og tilbageholdenhed hos forbrugerne.

Og i tredje kvartal ramte den del altså atter særligt det amerikanske marked.

- I tredje kvartal leverede koncernen en organisk omsætningsvækst på 3 pct. på et globalt marked for høreapparater, der fortsat er påvirket af makroøkonomisk usikkerhed. Hearing Care klarede sig meget godt, og Hearing Aids vandt markedsandele, men koncernens resultater blev påvirket af en fortsat afmatning på det kommercielle marked i USA, siger Søren Nielsen, der er administrerende direktør hos Demant, i periodemeddelelsen tirsdag.

Han ser dog fortsat markedet komme tilbage på et senere tidspunkt, fordi de grundlæggende vækstparametre for høreapparatmarkedet fortsat er på plads.

- Selv om markedet vokser langsommere end normalt, er den grundlæggende efterspørgsel efter professionel hørepleje og innovativ teknologi uændret, og vi er fast besluttede på at imødekomme disse behov, siger Demant-topchefen.

Demant påpeger også i meddelelsen, at selskabet målt på volumen mener at have vundet markedsandele inden for høreapparater trods et lavere styksalg til blandt andet den store amerikanske supermarkedskæde Costco, hvor schweiziske Sonova nu også igen sælger produkter.

I sommer kom verdens største høreapparatproducent, der er en stor konkurrent til Demant, nemlig tilbage i folden hos Costco, og det skete som en fjerde leverandør og ikke på bekostning af de tre, der allerede var til stede; Demant, GN og WS Audiology.

Derfor er blandt andet Demants stykke af kagen blevet mindre, og det også var en del af forklaringen, da selskabet efter andet kvartal nedjusterede forventningerne til hele året.

VENTER NU TAB FRA IKKE FORTSÆTTENDE AKTIVITETER

Demants prognose for 2025 peger fortsat på en organisk vækst på 1-3 pct. og et driftsresultat før renter og skat (EBIT) på 3900-4300 mio. kr.

Men nu er det sandsynligt, at begge dele vil ende i den lave ende af spændet, oplyser Demant.

En væsentlig ændring i de antagelser, som prognosen fra Demant er baseret på, er, at selskabet nu regner med et nettotab på omkring 200 mio. kr. fra de ikke fortsættende aktiviteter, der omfatter både det nu solgte Oticon Medical og Communications-divisionen, som selskabet også forsøger at afhænde.

I antagelserne for prognosen efter regnskabet for andet kvartal og første halvår var forventningen her et resultat på 0 til plus 50 mio. kr.

- Dette skyldes påvirkningen fra det annoncerede frasalg af Oticon Medical og de forventede driftsresultater, som forretningerne vil generere i 2025, skriver Demant i tirsdagens periodemeddelelse uden at uddybe nærmere.



Tabel over Demants periodemeddelelse for tredje kvartal 2025:

#

Mio. kr.                       Q3 ´25: Q3 ´25(e): Q3 ´24: FY ´25(e): FY ´24:

----------------------------------------------------------------------------

Omsætning                         5454       5478    5401     22.774  22.419

- Hearing Aids (eksternt salg)    2350       2395    2404       9926  10.022

- Hearing Care                    2537       2501    2400     10.458    9932

- Diagnostics                      567        581     597       2390    2465

Organisk vækst (%)                   3        2,3       2        0,7       2

- Hearing Aids (eksternt salg)       2        2,4      -1        N/A     N/A

- Hearing Care                       4        2,7       7        N/A     N/A

- Diagnostics                       -1        0,4      -4        N/A     N/A

EBIT                               N/A        N/A     N/A       4017    4528

Nettoresultat                      N/A        N/A     N/A       2421    2388

----------------------------------------------------------------------------

#

(e) = gennemsnitsestimater indsamlet af Demant selv blandt op til 14 analytikere inden periodemeddelelsen.

* = der er ingen decimaler i de faktiske væksttal fra Demant - derfor er der ingen decimaler i tallene for tredje kvartal 2025, tredje kvartal 2024 og hele 2024.



Demants forventninger til 2025:

#

.                        Ved Q3 ´25: Ved H1 ´25: Ved Q1 ´25: Ved FY ´24:

------------------------------------------------------------------------

Organisk vækst i % nedre ende af 1-3         1-3         1-5         3-7

EBIT i mio. kr.        nedre ende af   3900-4300   4100-4500   4500-4900

                           3900-4300

------------------------------------------------------------------------

#

.\\˙ MarketWire



Mikkel Brix Kvols +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her