04. nov. 2025 kl. 17:33
26 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Demant Q3: Fastholder prognosespænd - men venter nu at ra...

Demant fastholder i forbindelse med sin periodemeddelelse for tredje kvartal tirsdag sine overordnede spænd for forventningerne til hele 2025.

Dog anses det nu for værende sandsynligt, at både væksten og driften vil ende i den lave ende af de udmeldte intervaller.

Forklaringen skal findes både i salget af Oticon Medical, der blev annonceret i forrige uge - og i en nedgang i det private amerikanske høreapparatmarked, der rammer væksten.

Demant går fortsat efter en organisk vækst på 1-3 pct. og et driftsresultat før renter og skat (EBIT) på 3900-4300 mio. kr. - men som nævnt nu formentlig i den lave ende.

Prognosen blev efter både første og andet kvartal nedjusteret fra oprindeligt en organisk vækst på 3-7 pct. og et driftsresultat (EBIT) på 4500-4900 mio. kr.

Analytikerne havde inden tirsdagens periodemeddelelse ventet en organisk vækst på 0,7 pct. og et driftsresultat (EBIT) på 4017 mio. kr.

Det fremgår af estimater indsamlet af Demant selv.

Dermed læner analytikerne sig også op ad, at den lave ende af intervallerne er mest sandsynlig.

SER NU TAB PÅ OMKRING 200 MIO. KR. FRA IKKE FORTSÆTTENDE AKTIVITETER

En væsentlig ændring i de antagelser, som prognosen fra Demant er baseret på, er, at selskabet nu regner med et nettotab på omkring 200 mio. kr. fra de ikke fortsættende aktiviteter, der omfatter både det nu solgte Oticon Medical og Communications-divisionen, som selskabet også forsøger at afhænde.

I antagelserne for prognosen efter regnskabet for andet kvartal og første halvår var forventningen her et resultat på 0 til plus 50 mio. kr.

- Dette skyldes påvirkningen fra det annoncerede frasalg af Oticon Medical og de forventede driftsresultater, som forretningerne vil generere i 2025, skriver Demant i tirsdagens periodemeddelelse uden at uddybe nærmere.

.\\˙ MarketWire



Mikkel Brix Kvols +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her