Det norske energiselskab Equinor mere end fordoblede sin indtjening i andet kvartal, hvor krigen i Mellemøsten har betydet væsentligt højere oliepriser.
Oliepriserne blev i andet kvartal sendt langt over 100 dollar for en tønde, og det kan ses i nordmændenes regnskab. Alene omsætningen er vokset over 37 pct. sammenlignet med samme kvartal sidste år, imens indtjeningen er vokset til 12.993 mio. dollar fra 5721 mio. dollar.
- Stærk produktion i andet kvartal gjorde os i stand til at skabe værdi fra højere priser, der bidrog til stærke pengestrømme og det finansielle resultat, siger Anders Opedal, der er administrerende direktør i Equinor, i regnskabet.
Samlet leverede Equinor en omsætning i andet kvartal på 35,18 mia. dollar mod ventet 32,49 mia. dollar ifølge Bloomberg News.
Imens viste det justerede driftsresultat et overskud på 11,48 mia. dollar, men her havde analytikerne regnet med 11,66 mia. dollar. Opgjort efter skat var driftsoverskuddet 3,44 mia. dollar mod ventet 3,36 mia. dollar.
Equinor opgør i regnskabet priserne på forskellige energiprodukter, der sammenlignet med andet kvartal af 2025 er steget væsentligt i pris. Det gælder blandt andet nordsøolien Brent, der er steget 54 pct. til 104,50 dollar fra 67,80 dollar året før.
Dertil har det norske energiselskab indledt tredje runde af sit aktietilbagekøbsprogram for 2026. I perioden frem til 26. oktober vil Equinor tilbagekøbe aktier for op mod 1125 mio. dollar.
Equinor venter uændret kapitalomkostninger for omkring 13 mia. dollar i løbet af 2026.
Det er krigen mellem USA og Iran, der blev indledt i slutningen af februar, der har sendt oliepriserne i vejret. Hormuzstrædet har været lukket i langt størstedelen af andet kvartal, hvilket har begrænset udbuddet af olie og andre energiprodukter betragteligt.
De to lande indgik en kortvarig våbenhvile i midten af juni, men den blev afbrudt igen i juli.
.\\˙ MarketWire