Det er koldt på toppen af det ledende aktieindeks Stoxx 600 i Europa mandag, hvor Magnum Ice Cream har lagt sig godt til rette blot en uge efter første handelsdag som selvstændigt selskab.
I kulissen spørger dog en række tunge nøgletal i ugens løb - og allerede tirsdag er det den amerikanske jobrapport for både oktober og november, der kan indtage scenen.
Men inden da ligger de store europæiske børser i grønt - og samlet stiger Stoxx 600 0,8 pct. midt på mandagen.
Magnum Ice Cream kom til at stå på egne ben i sidste uge - til en pris på 12,20 euro per aktie. Mandag stiger det ikoniske ismærke 7,4 pct. til 14,35 euro, efter en første uge der både bød på plusser og minusser.
Siden entreen på de bonede børsgulve har flere analytikere været ude og smage på aktiepotentialet, og mandag er det Goldman Sachs der sætter kursmålet til 13,70 euro - det laveste blandt analytikerne sammen med Barclays - med en "neutral" anbefaling. Både Rotschild, Morningstar og ING ser dog et potentiale på eller over 17 euro, viser data fra Bloomberg News.
Is rimer på solskin og rejser - og meget passende ligger Europas største rejsekoncern TUI lige efter Magnum med et plus på 6,6 pct. uden selskabsspecifikke nyheder.
Tyske Puma ligger ligeledes med et plus - på 6,3 pct. - efter finanshuset Goldman Sachs har fremhævet luksussegmentet i Europa som en vinder, i forbindelse med at kineserne er på vej med med en støttepakke til de kinesiske forbrugere, skriver Bloomberg.
Den tunge dreng i klassen LVMH stiger 1,6 pct., Richemont går 2,7 pct. frem, Hermes ligger 2,4 pct. højere, og Kering stiger 3,4 pct. midt på handelsdagen.
Modsat tynges franske Sanofi, efter det nu ventes, at de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, vil forsinke beslutningen om en godkendelse af multiple sclerosemidlet Tolebrutinib. Aktien falder 2,4 pct.
OPTUR I ITALIENSK FODBOLD
Helt andre toner er der om fodboldklubben Juventus, efter at majoritetsaktionæren, Agnelli-familien, afviser et bud på 1,1 mia. euro fra kryptoselskabet Tether, skriver Bloomberg News.
Agnelli-familien ejer gennem sit investeringsselskab Exor NV 65,4 pct. af fodboldklubben, hvilket kryptoselskabet sent fredag bød 2,66 euro per aktie for. Buddet værdisætter Juventus til omkring 1,1 mia. euro, ifølge et brev sendt til Exor, skriver Bloomberg News.
Juventus-aktien stiger 12,9 pct. til 2,47 euro.
.\\˙ MarketWire