09. jul. 2026 kl. 15:55
48 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Europa/lukning: Opkøbsinteresse rykkede Qiagen på dag med rally i teknologi

Europa/lukning: Opkøbsinteresse rykkede Qiagen på dag med rally i teknologi

Rygterne tog fra torsdag eftermiddag, hvor hollandske Qiagen tog hovedrollen som følge af opkøbsinteresse fra flere kapitalfonde. Modsat endte svensk-britiske Astrazeneca i bunden på fejlslagent studie med et hjertemiddel.

Samlet indfandt risikomomentet sig igen på tværs af Europa, hvor teknologiselskaberne kom godt igen.

Samlet kravlede det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600 op i et plus på 0,8 pct. efter onsdagens fald på 1,6 pct. i køvandet på en genopblussen af urolighederne og angrebene i Mellemøsten. Torsdag var der det nye i sagen, at den amerikanske præsident, Donald Trump, har sagt, at Iran ønsker at "indgå en aftale".

- Positive udviklinger omkring AI-handelen støtter stemningen, men det er ikke bare et spørgsmål om, at AI opvejer bekymringerne over USA-Iran-spændingerne. Investorer er også blevet lidt mere immune over for udviklingerne i den historie og ser dem som en del af det, der altid har været en bumpet vej mod en bredere aftale, siger Fiona Cincotta, markedsanalytiker hos City Index, til Reuters.

Humøret blev også løftet af nyheden om, at Kina vil give landets store selskaber lov at købe begrænsede mængder af chipkæmpen Nvidias avancerede H200-chips. Det tyder på, at efterspørgslen efter AI-infrastruktur kan få et boost.

Chipaktien Soitec gik 5,9 pct. frem, STMicroelectronics steg 7,2 pct., mens ASML øgede 4,8 pct. Teknologiselskaberne har ellers taget en puster efter at have noteret sin stærkeste kvartalspræstation siden 2001 i juni, og torsdagens plusser signalerer, at investorernes bekymringer om høje værdiansættelser midlertidigt er lagt på hylden. Sektoren er den dårligste performer indtil videre i denne måned - men torsdag steg den 2,8 pct.

Modsat sank sundhedssektoren til bunds og faldt 0,9 pct. ledet af et fald på 6,2 pct. for Astrazeneca, efter at selskabet skuffede med resultater fra et fase 3-studie med hjertemidlet Wainua, der viste, at midlet ikke reducerer antallet af dødsfald og tilbagevendende hjerteproblemer statistisk signifikant sammenlignet med placebo.

Ifølge det amerikanske børshus Jefferies er resultatet en stor skuffelse, også i lyset af at Astrazeneca har udtrykt stor tro på, at det primære endemål i studiet skulle nås, refererer Bloomberg News.

Comet Holding, der leverer til halvlederindustrien, fik en varm købsanbefaling af Bank of America, der ligeledes ser et kurspotentiale i aktien på over 35 pct. Aktien gik 11,7 pct. frem.

Det schweiziske selskab fik følgeskab af diagnostikvirksomheden Qiagen, hvor flere kapitalfonde, herunder EQT, Advent og KKR, har vist interesse for selskabet. Ifølge Bloombergs kilder overvejer nogle af de interesserede købere at lægge et bud på mindst 50 dollar per aktie, hvilket svarer til 43,73 euro.

Det er væsentligt over aktiens kurs før torsdagens kurshop på 10,9 pct. til 36,77 euro.

Også tyske vindmølleproducent Nordex, som konkurrerer med Vestas, tog et hop frem med et plus på 5,6 pct. efter et bedre end ventet ordreindtag i andet kvartal.

Jefferies noterer, at ordrerne ligger langt over forventningerne, hvilket til dels skyldes en stærk efterspørgsel i USA, skriver Bloomberg News.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,5
Baseret på 336 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig