Der er ikke meget spænding over aktiehandlen tirsdag, hvor de store børser i Europa ikke gjorde meget væsen af sig på indeksniveau.
Det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600 endte med et marginalt plus til 660,51 tæt på de rekordhøje niveauer, der blev nået tidligere på måneden.
Det var igen Mellemøsten, der satte sine spor i handlen med stigende fredshåb efter pakistansk udmelding om en snarlig aftale og faldende oliepriser. Samtidig blev der skelet hen mod amerikanske inflationstal onsdag, som kan give et fingerpeg om væksten og renteudsigterne.
Pakistans forsvarsminister, Khawaja Asif, fortalte Bloomberg News, at signaler fra de seneste dage tydede på, at en fredsaftale var tæt på, umiddelbart efter at Qatars udenrigsministerium havde oplyst, at forhandlingerne mellem Iran og Oman om skibsfarten i Hormuzstrædet var nået langt.
Olieprisen vendte nedad, efter at de havde nået det højeste niveau i over en uge. Stigende energiomkostninger har skabt bekymring for inflation og kompliceret centralbankernes handlemuligheder på verdensplan.
- Når man får tegn på, at der sker noget positivt – at denne krig er ved at slutte, eller at der er en eller anden form for aftale på vej – begynder man at se olieprisen falde. Enhver positiv nyhed er bedre end en negativ nyhed, siger Robert Pavlik, seniorporteføljeforvalter hos Dakota Wealth, til Reuters.
FREMGANG TIL AI-AKTIER
Teknologiaktierne gik frem med 1 pct. Sektoren er fortsat blandt de bedst præsterende i Europa i år med en stigning på omkring 24 pct. siden årets begyndelse.
- Den europæiske teknologisektor har i høj grad draget fordel af den globale AI-udvikling. Efterspørgslen efter chip, datacentre og den generelle udbygning af AI har understøttet sektoren, påpeger Gordon Kerr.
Tirsdag steg eksempelvis den hollandske chipudstyrskæmpe ASML 2,7 pct.
TYSK ENERGIUDVIKLER I NEDTUR
Den tyske udvikler af vedvarende energiprojekter PNE har i en opdatering om sin igangværende salgsproces informeret om, at potentielle køberes prisforventninger ligger under den aktuelle kurs.
Meldingen lagde tirsdag et tungt pres på aktien på børsen i Frankfurt, hvor den faldt 19,3 pct.
Af de mere positive historier var danske ISS efter et bedre regnskab end ventet samt en oppræcisering af forventningerne. Aktien steg 4,4 pct.
.\\˙ MarketWire