22. sep. 2025 kl. 17:50
30 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Europa/lukning: Bilaktier fik klø mens forsvarsaktier røg...

Porsche og moderselskabet Volkswagen fik store bank mandag, hvor forsvarsaktierne omvendt klarede sig suverænt på ugens første dag.

Det fælleseuropæiske Stoxx 600 faldt samlet set med 0,1 pct.

For fjerde gang i år nedjusterede Porsche forventningerne. Denne gang har bilproducenten måttet skære prognosen for driftsmarginen grundet udfordringer inden for sin satsning på elbiler.

Det har givet forsinkelser på lanceringen af flere nye modeller, hvilket har kostet 1,8 mia. euro på driftsoverskuddet, meddelte selskabet fredag aften.

Det rammer også moderselskabet Volkswagen, der har måttet tage en nedskrivning på omkring 3 mia. euro.

Porsche faldt 7,2 pct., mens Volkswagen gik tilbage med 7,1 pct.

Øvrige bilaktier som Stellantis, Mercedes og BMW faldt op til 2,6 pct. Samlet fik bilsektoren hug med 2 pct. i Stoxx 600.

OPTUR TIL FORSVARSAKTIER

De europæiske forsvarsaktier var godt kørende mandag, efter at russiske kampfly fredag fløj ind i estisk luftrum. Det fik Estland til at aktivere Natos artikel 4, hvilket giver medlemslandene mulighed for at bringe sikkerhedsemner på bordet.

Renk Group steg 6,2 pct., mens Hensoldt, Saab, Leonardo og Kongsberg endte med plusser på op til 5,9 pct.

Den hollandske bank ABN Amro fløj sent mandag ud på en rutsjetur, efter at det hos Bloomberg News lød, at belgiske KBC overvejer mulighederne for at overtage den hollandske bank.

ABN Amro steg indledningsvis med knap 10 pct., inden at handlen med aktien blev suspenderet. Aktien endte med et plus på 3,3 pct.

Et andet sted i Holland steg chipgiganten ASML med 2,2 pct., efter at Morgan Stanley fik set sig varm på aktien med anbefalingen "overvægt" fra tidligere "ligevægt" ifølge Investing.com.

.\\˙ MarketWire



Frederik Olling Milbæk +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her