14. aug. 2026 kl. 15:04
49 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Fredagens aktier: Mærsk fik endnu en tur i vejret og sikrede plus til C25

Fredagens aktier: Mærsk fik endnu en tur i vejret og sikrede plus til C25

Mærsk lagde sig atter suverænt i front i C25-indekset, efter at det torsdag blev til et bumstærkt regnskab og tilhørende opjustering.

NKT fik desuden lille tommel op af investorerne for sin opjustering, og samlet steg C25-indekset 0,5 pct. til 1899,24.

- Markedet har det generelt rigtig godt. Kigger man ned gennem selskaberne, er det også de fleste, der klarer sig fint – også nogle af dem, der er steget meget de seneste par dage, ser stadig pæne ud, siger Mads Zink, chefhandler hos Danske Bank, til MarketWire.

Status for regnskabssæsonen var fredag, at godt halvdelen af selskaberne i C25-indekset har aflagt tal i denne omgang.

- Efter mange kvartaler, hvor de danske selskaber har haft det lidt svært henover regnskabssæsonen, er vi nu inde i en omgang, hvor tallene ser rigtig pæne ud for mange af selskaberne. Det giver god stemning på det danske aktiemarked, og det er positivt, tilføjer han.

MÆRSK I NY OPTUR - B-AKTIEN OVER 20.000 KR. FOR FØRSTE GANG I FIRE ÅR

Efter et forrygende andet kvartal og en opjustering af forventningerne har A.P. Møller-Mærsk været gennem regnemaskinen hos flere børshuse.

Norske ABG Sundal Collier har meldt sig i koret af børshuse, der løfter kursmålet for Mærsks aktier efter torsdag morgens overbevisende regnskab, der også bød på en opjustering af forventningerne.

Mærsks B-aktie steg 8,8 pct. til 20.700 kr. efter et plus torsdag på 9,4 pct., og aktien endte med et samlet ugeplus på 21 pct.

Sidst B-aktien lukkede over 20.000 kr. var 11. august 2022.

Lidt i samme boldgade var der også optur til DFDS, som oplevede fremgang over en bred kam i andet kvartal, og rederiet kommer da også med en opjustering af sine vækstforventninger.

Det sendte DFDS-aktien frem med 13,2 pct. til 154,80 kr.

NKT TIL EKSAMEN

Kabelkoncernen NKT kom torsdag aften med regnskab, og hos Jyske Bank betegner analytiker Janne Vincent Kjær andet kvartal som "solidt", selv om aktivitetsniveauet i andet kvartal var lavere end ventet.

- Det ser vi primært som et timingspørgsmål, hvor en større del af omsætningen falder i andet halvår, skriver Janne Vincent Kjær i en kommentar.

NKT opjusterede forventningerne til hele året, hvor der nu ventes et operationelt driftsresultat på 400-430 mio. kr. Det er 20-40 mio. kr. højere end tidligere.

Kabelaktien steg 0,7 pct. til 966,50 kr.

Pandoras regnskab garneret med en opjustering gav anledning til et par løftede kursmål hos analytikerkorpset.

Men efter et plus på 8,5 pct. torsdag lod det til, at investorerne tog lidt gevinster hjem fredag, og smykkeaktien faldt til bunds i C25 med et minus på 2,2 pct. til 819,20 kr.

NOVO BLEV LØFTET AF FINANSHUS MEN VAR UNDER TEKNISK PRES

Og helt uden for regnskabsskiven fik Novo Nordisk løftet anbefalingen af amerikanske Zacks Investment Research, der skruede op til "neutral" fra "underperform" ifølge data fra Bloomberg News.

Zacks giver udelukkende kursmål for den amerikanske ADR-notering hos Novo Nordisk, og det er sat til 49 dollar - svarende til knap 318 kr. med torsdagens valutakurser.

Aktien faldt dog 1,2 pct. - svarende til 3,55 kr. - til 294,70 kr., da der fragik udbytte på 3,75 kr. fredag.

Energikoncernen Ørsted fik reduceret kursmålet af HSBC til 164 kr. fra 179 kr. Købsanbefalingen er dog intakt, men Ørsted faldt 2,4 pct. til 139,20 kr.

Og så høstede Vestas atter roser hos analytikerne med flere nye højere kursmål efter onsdag morgens stærke regnskab for andet kvartal, der også indeholdt en opjustering af forventningerne.

Vindmølleaktien faldt 1,7 pct. til 204,50 kr., efter at aktien steg hele 19,7 pct. på regnskabsdagen.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,3
Baseret på 498 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig