De danske statsrenter lå længe til yderligere fredagens handel, hvor der var rentefald at spore for anden handelsdag i træk, men i de sidste handelsminutter kravlede den tiårige rente igen tilbage til udgangspunktet. Og for ugen samlet set var der tale om en klar rentestigning.
Renten på den toneangivende tiårige statsobligation endte fredag i 2,92 pct., der var samme niveau som torsdag eftermiddag. I løbet af dagen var renten nede i 2,90 pct. Torsdag faldt den tiårige rente med 3 basispoint.
Kigger man over hele ugen, var den overordnede tendens dog helt klar. Sidste fredag sluttede den tiårige danske rente i 2,80 pct., og dermed blev det også til en rentestigning på 12 basispoint over ugen for det tiårige statspapir.
Det var en ny optrapning af konflikten mellem Iran og USA, der var udslagsgivende for retningen, fordi den atter har pustet til oliepriserne, som også er steget en del over ugen trods fald torsdag og fredag.
Det har igen skubbet lidt til forventningerne til renteudviklingen hos centralbankerne, der alt andet lige vil være mindre tilbøjelige til at lempe pengepolitikken, hvis inflationen forbliver forhøjet.
Derfor kigges der også med spænding frem mod forventede nye samtaler mellem Iran og USA i weekenden.
Nøgletalsmæssigt var der ikke meget gang i den fredag, hvor de tungeste punkter i kalenderen var endelige inflationstal fra både Danmark og de noget større økonomier i Frankrig og Tyskland.
I alle tilfælde blev de foreløbige tal for juni bekræftet.
.\\˙ MarketWire