Fredag blev der sået et lille håb om fred i Mellemøsten, da snakken tog til i styrke om, at der kan være forhandlinger under opsejling i Pakistan mellem USA og Iran. Det var rygter om, at den iranske underrigsminister er på vej til landets hovedstad, Islamabad, hvor han skal mødes med repræsentanter fra USA.
Det sendte renten på den toneangivende tiårige statsobligation ned med 1 basispoint til 2,87 pct., efter den det meste af dagen havde ligget med et renteplus i 2,91 pct. på fortsatte bekymringer om olieprisens himmelflugt.
Samlet endte renten uændret i forhold til torsdag, men hen over ugen steg renten med 6 basispoint.
Frygten for en højere inflation er dog ikke gået i glemmebogen, efter prisen på en tønde af den europæiske olie Brent holdt sig over 105 dollar.
Fredag formiddag landede den tyske erhvervstillidsindeks IFO, der udviklede sig dårligere end ventet i april. Erhvervstilliden har ikke ligget så lavt siden maj 2020.
- Vi ser desværre et ildevarslende stort dyk i humøret hos de tyske virksomheder. Vi skal tilbage til den første nedlukning under corona for at finde en lige så lav erhvervstillid, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri.
- Erhvervstilliden er dykket over de seneste to måneder. Det er helt sikkert krigen i Mellemøsten og de kraftigt stigende oliepriser, som har været den udløsende faktor, siger Allan Sørensen.
Også forbrugertillidsindikatoren fra University of Michigan faldt - til 49,8 i april fra 53,3 i marts.
.\\˙ MarketWire